Kvæder
 
 
 
Kvæder!
Da Anne, Birgitte og Anne var børn lavede mormor/farmor ”flæsk” til jul af kvæder fra det gamle kvædetræ i haven. Flæsk er en tørret, sød kvædemos rullet i perlesukker.
 
Kvædetræet blomstrer med store æblelignende blomster i juni måned og kvæderne høstes, når farven skifter fra grøn til gul, og det uldne lag på overfladen begynder at falde af - normalt i oktober måned. Kvæder tåler ikke frost. Direkte fra træet er kvæderne stenhårde, sure og snerpende, men ud over flæsk kan kvæder også anvendes til marmelader og saft med den dejligste aroma. Kvæderne dufter vidunderligt og stærkt, især når de har ligget nogle dage i stuen.
 
Kvæder indeholder meget pektin, så kvædemos har indbygget konsistensmiddel. Det bliver fint og fast uden tilsætning af andet end sukker. Det forklarer, at kvædemarmelade siges at være alle marmeladers moder. Navnet marmelade stammer fra det portugisiske ord for kvæde, som er ”marmelo”. Det store indhold af pektin forklarer også hvorfor kvædesaft fra gammel tid har været brugt mod forgiftninger. Pektin virker nærmest som en svamp i maven og tarmen.
 
Kvæden har været dyrket i over 4.000 år, og dermed hører den til de ældste, dyrkede frugter.. Mens vi gik og huggede stenøkser i bondestenalderen, plukkede de altså kvæder i middelhavsområdet. I Danmark bliver kvæder først omtalt i 1450. Det latinske navn ”Cydonia” fik kvæden allerede af den græske læge Hippokrates 300 til 400 år før vor tidsregning. Cydonia var dengang navnet på byen Canea på Kreta, hvor de dyrkede kvæder. Arten stammer dog sandsynligvis fra Asien. Der findes mange kvædearter og de fleste er selvbestøvende. Indenfor arten Cydonia oblonga deles sorterne op i pærekvæder og æblekvæder, hvor kvædetræet i haven hører til sidstnævnte sort.