vedkasten
 
 
 
Vedkasten

I ”Ordbog over det danske sprog” har ordets forklaring to muligheder. Denne er i vores interesse: ”det sted, man kaster træet - kløver og stabler det.” Gammelt ord. Vi sagde altid Vekasti. Her på stedet passer det endnu. - Et andet ord: gaserum, som far og andre somme tider brugte, kan jeg kun finde i Langelandsk ordbog, hvor det forklares som en gårds eller anden beboelses nærmeste rum, have, baggård o.l. altså ikke vedkast. 

Gå op i vekasti bag laden mod vest en junidag og se hylden blomstre. Den stod i midten, det smukkeste syn, - en stor, harmonisk hyld, og med de store, hvide blomsterskærme kunne både syn og duft være svimlende. 

Mange gøremål fandt sted her, især om vinteren, når de fældede eller faldne træer skulle kløves og saves, og grenene hugges til stikker (pindebrænde), eller det hjembragte træ fra en skovauktion tilvirkes til brændsel.

En af mine tidligste erindringer er om Kurt, en af karlene, der står og hugger stikker. Han var så god til at fortælle historier, og jeg var god at fortælle for. Det var om nisser og hekse og trolde, og jeg troede på det alt sammen. Jeg var overbevist om, at der henne på grisehusloftet boede en heks, for jeg kunne se hendes ternede forklæde stikke ud under tagskægget. Men han gjorde mig aldrig bange. Det var bare ren hygge og fryd og fantasi. Han var fra Rudkøbing, fra Sommerlyst. Vi havde ellers som regel karle fra den sydlige del af øen. 

Den huggeblok og den økse, han brugte, var også i brug, når min mor huggede hovedet af høns og kyllinger. Det var et underligt syn at se de hovedløse høns baske rundt i græsset efter dødsdommen. Det kunne jeg ikke forstå var muligt. Men mor tog det med stoisk ro, når hun gik der og eksekverede halshugningen i sin blåternede bomuldskjole en sommerdag og bagefter samlede det døde kræ sammen og bar det ind i bryggerset, hvor jeg selvfølgelig deltog i det videre forløb med skoldning, pilning og rensning af fjerkræet.

Sommer var det også altid, når vi tog fat med slibestenen. Her i vedkasten stod den, slibestenen, en firkantet trækasse på fire ben med en rund slibesten med et håndsving af jern halvvejs nede i kassen. Der skulle vand i kassen for at køle, når noget skulle slibes, og det var gerne mig, der skulle trække håndsvinget, når far sleb leen eller roejernene eller øksen. Det må have været en sandsten, sådan som jeg husker farve og finhed. Det var mest far, der sleb, for det var jo lidt af en kunst at kunne slibe, så æggen blev skarp og glat.  

Bagsiden af grisehuset vendte ud til vedkasten, og grisemøddingen havde også sin plads her. Grisehuset dannede skel mellem en del af hønsegården og vedkasten, men på grisehusloftet, som kun var rafter dækket med halm, kom vi aldrig – kun karlene, og her kunne det ske, de fandt en hønserede, fuld af æg. Så gjaldt det om at sikre sig, at æggene var friske nok til at bruge. Der kunne være over tyve æg i sådan en rede. Altså var nogen af dem gamle, for det var som regel en enkelt høne, der var gået udenfor lov og ret og havde fundet sit eget sted at lægge sine æg for siden ruge dem ud. Det var ikke sjældent, nogen fandt en sådan ”gemt” rede et eller andet sted.

Ud mod markerne nord for vedkasten lå roekulen, der voksede i takt med efteråret, når der kørtes roer hjem. Det blev til en lang vold, der blev dækket med tang og jord mod vinterens frost og sne. Så der skulle også hentes et læs tang ved stranden. På samme måde opbevaredes kartoflerne i en kartoffelkule længere ned mod vejen, men den var lille i forhold til roekulen og dækket af halm og jord og ikke af tang. I de hårde vintre kunne det alligevel være et problem at holde roer og kartofler frostfrie. Og modsat kunne der gå råd i disse rodfrugter i de mildeste vintre.

Vi brugte loporten i hjørnet af gården og gik gennem loen, når vi skulle op i vekasti eller denne vej i plantagen eller på noret. Det var lidt af en sejr, da først jeg selv kunne ”skyde” den store ladeport fra. Men man skulle altid huske at lukke efter sig. 













Fotos:
øtv: Brændestak i vedkasten, april 2007
ntv: Brændestak i gårdspladsen og karle, th. Ove Jensen, Bagenkop, ca. 1940.
th: Kig ud af porten fra laden mod vest, oktober 2007

Nederst:
Karle tømmer roer i roekule
“...den økse, han brugte, var også i brug, når min mor huggede hovedet af høns og kyllinger. Det var et underligt syn at se de hovedløse høns baske rundt i græsset efter dødsdommen. Det kunne jeg ikke forstå var muligt. Men mor tog det med stoisk ro..”