Porten
 
 
 
Porten....og kammeret i porten  Nogle ord har dobbelt betydning, f.eks. porten. I flertal er der ingen tvivl, - ”portene er åbne” - altså et aflukke, en slags dør. Når vi sagde porten, var der to muligheder. Luk porten eller nede i porten, rummet mellem indkørsel og gårdsplads. Min tidligste opfattelse af ordet efterlader ikke tvivl. Man yndede at fortælle, at jeg havde været med far ovre ved dyrlægen, og da vi kom hjem, spurgte mor, om vi fik noget. - ”Ja, vi fik dørvin,” svarede jeg. Det blev siden en stående vits, og som sådan husker jeg den. Men nu bliver vi lidt i porten. Der er nu ikke særlig rart at være, for det suser altid, især hvis begge porte er åbne. Til den ene side er gavlen af en udhuslænge. Man kan se, den er gammel. Fra 1770. Bindingsværket træder tydeligt frem bag kalklaget, den er ujævn, og soklen af kampesten er ligeledes mærket af årene. Til den anden side er en lige væg. Denne må være nyere, men hvor gammel ved jeg ikke, men det var den bedste at spille bold op ad. Det kunne bare sætte nogle fæle pletter på væggen, hvis boldene var beskidte, og det gav skældud. Ved den gamle, ujævne væg stillede vi altid vore cykler, for færdselen ud og ind af porten var på den anden halvdel, for tit var den ene port lukket. Ved et skybrud kunne porten være helt oversvømmet af vand – og indkørslen med. Så måtte far ud og lede vandet i vejens kloak, for afløbet var jo nok stoppet til. Taget over den gamle længe gik hen over porten, så her kom aldrig sol, og ukrudtet kunne ikke vokse her. Det var da en fordel. Den var brostensbelagt, ikke godt for højhælede sko. Men kiggede vi op under taget, kunne vi få flere ting at se. Der var lagt bjælker hen over porten i forlængelse af længens loft, og på disse bjælker lå haverne til høstvognene (haver, langelandsk ord for sidefjæl), som kom ned og i brug, når kornet skulle køres ind, og de to høstvogne blev gjort klar. Kiggede vi ind på det åbne loft, så vi remedier, der brugtes på en helt anden årstid, nemlig slæden, der afløste en kane. Men det var ikke hver vinter, den kom ned. Den var kun til én hest, og der kunne ikke sidde mange i den. Heroppe lå også børnenes kælk, en gul, der først var min søster Gudruns. Da vi fik fast tag på denne længe sidst i 1960´erne - som afløsning for stråtaget, kom der et møbel frem, som var en slags værktøjsbord, altså hjemmehørende i et udhus. Håndværkerne sagde da, at det var i hvert fald gammelt. Gad vide, om det er der endnu? Om efteråret kunne der være en ganske særlig stemning og duft i porten. Da var der langs den gamle væg nemlig stablet frugtkasser op i to rækker, fyldt med nyplukkede æbler. Her kunne de stå og vente på at blive videresolgt - i reglen til Svendborg Frugtsalgsforening, men også tit til lokale frugthandlere, hvis de bød en ordentlig pris. Det var tit gravensten, dette gule, flotte æble, min fars yndlingsæble. Dem havde vi mange af, og de skulle gerne afhændes først, for de kunne ikke holde sig længere end til jul. Det var en fristelse for dem, der gik forbi, og tit var de øverste kasser mærket af denne interesse og viste et svind. En anden duft kunne også præge porten, lugten af urin, for der var jo en krog inden for porten, hvor nogen nemt kunne stå og besørge. Men det er æbleduften, jeg husker bedst – og suset. Med indgang fra porten i den gamle længe er et aflangt rum, vi kaldte kammeret. Et mørkt rum, der blev brugt til opbevaring af sprøjtegifte til frugttræerne, f. eks. blåsten. Men også i denne døråbning holdt kontrolassistenten til med sit grej, når vi havde kontrol, og han skulle måle mælkens fedtprocent. Han kom gerne inden aftenmalkningen og blev til næste dag. Her i døråbningen stod han og gerbererede, undersøgte de mælkeprøver, han havde taget. Det var et sådant job, min mor Katrine havde, da hun som ung kom til Langeland. Fotos: øtv: Porten set indefra, oktober 2007 ntv: Porten set udefra, okober 2007 th: Porten, omkring 1948
“Min tidligste opfattelse af ordet efterlader ikke tvivl. Man yndede at fortælle, at jeg havde været med far ovre ved dyrlægen, og da vi kom hjem, spurgte mor, om vi fik noget. - ”Ja, vi fik dørvin,” svarede jeg.”