pigekammeret
 
 
 
Pigekammeret
Hvem har egentlig beskæftiget sig med den detalje, som vinduet er, i den omfangsrige erindringslitteratur, der findes? Det er ellers en tanke værd – vinduet, ikke det tophængte, moderne vindue, men det gamle, tofagsvindue, hvor i hvert fald den ene side kunne lukkes op.
 
I de mest benyttede rum spillede vinduet eller et af dem en ikke uvæsentlig rolle, bortset fra det at lukke lyset ind. Det var gerne et bestemt vindue, der ustandselig blev lukket op, og måske derfor også var det letteste at få op. I stuehuset var der visse vinduer, der nok kunne fortælle et og andet, for et vindue kan bruges til mange ting foruden at få den friske luft ind. Man kan råbe en besked ud af det, man kan stå og læne sig ud af det og for eksempel tage bestik af vejret og temperaturen og således være en del af både det ude og det inde. Eller man kan hvile på armene i vindueskarmen og slå en sludder af med dem udenfor. Man kan sætte sig op i vindueskarmen og nyde livet, og man kan længe stå og reflektere ved det åbne vindue. Man kan kravle ud og ind af vinduet, og er man stor nok, kan man endda skræve ind eller ud over karmen. Sådan kunne det ene vindue i køkkenet, vinduet i dagligstuen, det i soveværelset, vinduet på kvisten og det i pigekammeret fortælle hver deres historie.
 
Men nu er vi i pigekammeret, og vinduet ud mod vejen er åbent, så jeg kan læne mig ud af det - Det var her, jeg hørte solsorten. - Aldrig siden har jeg glemt dette stemningsbillede, der som sådan er lagret i min erindring. Mod vest den lyse aftenhimmel bag læhegnets bladløse grene, der tegner sig sorte mod den sartgule baggrund.- Da brydes stilheden af solsortens besnærende triller. - Og siden har solsortens sang mindet mig om dette øjeblik. Jeg kan nogenlunde tidsfæste det, for da Gudrun efter sin konfirmation i 1937 var pige derhjemme de følgende tre år, blev pigekammeret ikke benyttet og det blev så mit domæne, hvor jeg uafladelig legede med mine dukker. Det var, fra jeg var 3½, til jeg var 6½ år, så det har nærmere været de sidste år af denne periode.
 
Møblementet var i sagens natur ret spartansk. Mellem de to vinduer stod et lille bord med en skuffe. Nu står det i det lille gavlværelse. Dette bord blev hentet ind for at forlænge spisebordet i køkkenet, når der var brug for ekstra siddepladser, og det kunne give plads til tre mere. Det var aktuelt, når vi tærskede og i høstens tid eller ved andre lejligheder, hvor der var ekstra mandskab til middagsmaden. - Så var der en stiv armstol, bordeauxfarvet, helt i træ, en såkaldt toiletstol. Den var indrettet, så sædet kunne vippes op, og nedenunder var et rum, så der kunne stå en natpotte. Tilsyneladende en almindelig stol, men ikke så almindelig endda, og nu er den borte. Jeg kan tænke mig, at den har været til Ottos mor, da hun som ældre fik værelse på kvisten, men jeg ved det ikke. Dette rum under stolen kunne jo også bruges til andre ting end en natpotte, og med de beskedne opbevaringsmuligheder, en pige havde, var der god brug for det.
 
Inden for døren stod en puf, en stofbetrukket kasse, man kunne sidde på og også opbevare ting og sager i. Modsat bordet stod den kommode, som alle piger havde med sig ud at tjene, ligesom karlene havde deres skab. I bageste hjørne var garderoben med forhæng. Her bag ved kunne pigen hænge sit tøj på kroge. Så var der sengen, og af gamle breve ser det ud til, at man for længe siden havde to piger. Gad vide, om de skulle dele seng og værelse?
 
Men i hvert fald delte jeg seng med en af de piger, vi havde engang, når hun skulle sove til middag. Hun havde lus, og det fik jeg så også. Mor opdagede det og fik det også selv, for jeg kravlede jo også somme tider i seng ved hende. Hun redte mig med en tættekam foran et spejl inde i soveværelset, så ingen kunne komme bag på os, - vi fangede lus og maste dem, og vi knækkede de hvide, glasklare æg, der var klistret til det enkelte hår, og vi fik styr på det. Også pigen fik Mor fat i og hjalp, men hvordan ved jeg ikke. Men jeg måtte ikke fortælle min far det. Fordi, sagde min mor, så ville han ikke kunne lide pigen mere. Og det var grund nok for mig.
 
Fotos:
øtv: Ingrids fine dukke - der var for fin at lege med!
ntv: Ingrid ca. 1936
th: To vinduer ind til pigekammeret i det SØ hjørne. Aftenskumring, november 2003
 
“Det var her, jeg hørte solsorten. - Aldrig siden har jeg glemt dette stemnings-billede, der som sådan er lagret i min erindring. Mod vest den lyse aftenhimmel bag læhegnets bladløse grene, der tegner sig sorte mod den sartgule baggrund.- Da brydes stilheden af solsortens besnærende triller...”