loftet
 
 
 
Loftet
Lad os gå en tur op på loftet. Det kan vi nu kun, hvis lemmen er lukket op, og det kan kun de voksne. Men den er åben nu, og vi går op det åbne loft. Her er meget mørkt, for de eneste lyskilder er de små gavlvinduer, to i hver ende, og så vinduet i den lille kvist ud til gårdspladsen.
 
Når øjnene har vænnet sig til mørket, vil vi rundt om i denne ende af loftet se en masse ragelse, for her bliver alle defekte ting smidt op – og ikke ud. Men lige foran os ved skorstenen står en brun kiste. Her gemmes de røgede stykker flæsk, og kan det passe, at de ligger på et lag halm? Ovenover ved skorstenen hænger den røgede skinke. Det er nærmest en himmerigsmundfuld, når vi får tynde skiver af den til en grønsagsret.
 
Men nu er det om at følge den lige vej hen til det nye loft over den vestre ende, for alle andre steder er loftet usikkert, og jeg tør slet ikke træde der, så jeg har aldrig kigget ud af gavlvinduerne mod øst – ud mod vejen. Ikke desto mindre var der her lige inden for et af Katrines faste arbejdssteder, når der om efteråret skulle pilles ænder. En sådan dag var det øvrige husarbejde overladt til pigen, og Mor kom kun ned for at spise – i en gammel bomuldskjole og forklæde og med fjer i hår og på tøj. Her i lyset fra vinduet sad hun og pillede ænder og sorterede fjer og dun, der senere skulle sendes til rensning og bruges til dynefyld. Her blev også vingerne taget fra, en fjervinge var et udmærket redskab til rengøring. Den kunne nemlig komme ind i krogene.
 
Vi andre kunne få lov at finpille ænderne senere i bryggerset. Der skulle dog ikke tages ud af ænderne. De fleste blev leveret til andespil, men nogen blev hvert år sendt til Katrines familie på Djursland og til København både til Mortensaften og til jul, hvad de mange, gamle breve fortæller om. Jeg tror, Katrine var glad for at kunne sende disse gaver til den familie, der havde taget sig af hende og bror Niels, da de som små og forældreløse havde en nøjsom barndom hos sin bedstemor og farbror Søren, og der var vel også en vis stolthed ved at kunne vise dem, at hun var endt i gode kår.
 
Der var andeslagtning flere gange om efteråret, men der var jo også flere kuld ællinger om foråret, så de har ikke været slagtestore alle på én gang.
 
Ja, men ænderne var virkelig en forlængelse af Katrines gode hjerte og en måde at vise opmærksomhed på. Jeg glemmer aldrig, at hun til Mortensaften sendte en pakke til mig på Danebod højskole med 5 stegte andelår og ditto smurte rugbrødsmadder. Vi boede 5 på værelset. – Og Kristiansens, Okslund skole, hvor jeg var på græs som seminarieelev, fik også en and til jul.
 
Indtægten fra salg til spil var sammen med æggepengene Katrines egne, som hun helt disponerede over. Så var der til jule- og fødselsdagsgaver eller til en fornyelse af tøj og linned.
 
På vor gang hen over loftet passerer vi den gamle vugge og den gamle barnevogn, inden vi når frem til den store rulle lige ved kvistvinduet. Jeg var gerne med, når min mor skulle op og rulle, og da sad jeg på Fars gamle gyngehest, som måren desværre nu har molesteret. Mor rullede, jeg gyngede, og her lærte jeg mange gamle sange, men det har jeg før fortalt. Her ved den midterste skorsten stod også en kiste, blåmalet og dekoreret med blomster og initialer. Jeg syntes, den var så flot og fik afkrævet et løfte om, at den måtte jeg arve. Nu står den i stuen på Fogedgården.
 
Resten af loftet mod vest var fortrinsvis nyt og hørte med til hovedrengøringen, her blev nemlig fejet. Om vinteren hang her tøj til tørre i stedet for i haven de få gange, vi var nødt til på denne årstid at vaske storvask. Men her ved rullen hang også en ret stor, blåstribet kludepose, som der blev samlet klude i, hvis de ikke kunne bruges til andet. De kunne kradses op og bruges til vattæpper, men der skulle mange til. Nej, intet gik til spilde.
 
I den vestlige gavl havde jeg som lidt større et legested, og det kunne skifte lidt, efter hvilket af de to vinduer jeg udsøgte mig. Her havde jeg indhegnet mig en købmandsforretning, og det var et herligt sted. Jeg husker at have lavet et sortiment af ”ispinde”, pinde, omviklet med rødt crepepapir i den ene ende. - -  -  En tidlig erindring: nogle drenge var kommet herop for at lege med mig; de lavede en bane af de korkfliser, der lå her som rest fra de nye stuegulve, og med rådne æbler spredt ud over dem blev det en glidebane. Nej, hvor Far blev gal.
 
 
Fotos:
øtv: Ottos gamle gyngehset, nu molestreret af måren, oktober 2007
ntv: Blåmalet kiste fra loftet, september 2006
th: Den store rulle, september 2006
 
..nogle drenge var kommet herop for at lege med mig; de lavede en bane af de kork-fliser, der lå her som rest fra de nye stuegulve, og med rådne æbler spredt ud over dem blev det en glidebane. Nej, hvor far blev gal”