lade, lo, kornmagasin
 
 
 
Lade, lo og kornmagasin

Det er noget ganske særligt at gå ind i laden en augustdag, kornet er ved at blive kørt ind og ”sat” i ladens tre ”gulve.” Det var karlenes arbejde at køre korn ind, men ikke alle var lige gode til at læsse og kunne så risikere at blive til grin, hvis de væltede med et læs. Der var altid to vogne i gang, og der skulle jo to gange to heste til. Far ”satte” kornet, negene på skrå med aksene nedad; det var et betroet arbejde, som han nødig overlod til andre. Men engang var det vores nabo, der havde sat kornet, og jeg husker, at far bagefter kom ind og bekymret sagde til mor: ”Væggen skrider.” Det var ydervæggen mod nord. Der skulle have været et hulrum mellem væg og kornneg. Miseren blev reddet med en jernstang udvendig til at støtte muren.

Far arbejdede altså i laden sammen med en eller to piger eller koner, der ”tog fra”, dvs. forkede negene hen til ham efterhånden, som karlen læssede af. Far brugte næverne, ligesom karlen, når han læssede, men det kunne være ubehageligt, hvis der var mange tidsler i kornet. Så skulle der en synål til, når der var spisepause. Mors høstarbejde bestod i at forsyne alle med mad og drikke. 

Efterhånden, som et gulv fyldtes, - først det ind mod hestestalden, - måtte vi have en stige til at komme op. Vi havde gummistøvler på, et sikkert fodtøj, når vi stod på det gyngende underlag af neg. Det kunne være varmt at være deroppe under taget og svært for karlen at række op, når gulvet var ved at være fyldt, men arbejdet foregik som regel med godt humør. Hvis Karen var en af dem, der tog fra, kunne hun godt ”rive nogle vittigheder af sig”, og de blev gerne besvaret.

Jeg kan se for mig, at der er et nyt læs korn på vej igennem den store ladeport ude fra vedkasten. Karlen, der sidder ovenpå læsset, dukker hovedet, da han kører ind gennem porten ind i skyggen med solen og lyset i ryggen. Når han har læsset af, går det gennem den anden ladeport – over gården og ud gennem porten, - så er her et andet farttempo på. Og dem i laden får måske en pause og hviler sig i kornet inden næste læs.

En sjælden gang kunne kornet ikke være i laden, og der blev sat et kornhæs udenfor. Men ellers var det jo noget særligt, når det sidste læs var blevet kørt ind, - at gå inde i laden, når den var fuld og mæt af tungt, duftende korn, og alle lyde blev gode og hule. - Efter sådan en varm høstdag cyklede far og karlene til stranden efter fyraften og fik det årlige bad nede ved Ågabet.

Der var tit ugler i laden, men dem så vi sjældent. Vi kiggede efter dem i det lille runde glughul i vestgavlen, men måtte nøjes med at se støvet danse i solstriben.

Vi kan også gå ind i laden en vinterdag, når kornet bliver tærsket, og opleve et lignende arbejds-fællesskab som i høstens tid, og vi havde da som regel også her fremmede hjælpere. Så blev gulvene tømt i omvendt rækkefølge, men det var nu altid mandfolkearbejde. Vi havde et gult Dronningborg-tærskeværk, og hver havde sin opgave. En mand ”lagde i” – lagde neg i værket. Far tog kornet fra, når kernerne kom ud gennem en tragt og ned i sækken, som han bandt for med bindegarn og med sækkevognen kørte hen i loen der kunne blive helt fyldt med kornsække. Halmen kom via en transportør op på høloftet, som så også blev fyldt op. Noget korn blev siden solgt, noget brugt til foder og andet kørt til Søndenbro Mølle og malet. Engang er jeg er kørt med til mølle, men mindes kun, jeg skulle holde godt fast i far, mens vi sad på fjælen i fjedervognen.

I et hjørne af loen stod den gule kværn, som far betjente, når der skulle gruttes foder til dyrene, og ved vestvæggen stod rundsaven og gemte på sin skrækkelige lyd.

Loftet over den gamle længe mod vest kaldtes Kornmagasinet, og her blev korn også opbevaret, ikke i sække, men i dynger på gulvet. Det var en særlig skovl med skovlblad af træ, der brugtes her. Trappen herop til var mere sikker end trappen til det andet loft, men uden gelænder. 

Det var et beskidt arbejde at tærske, der var så meget ”pour”, støv, og det ”pourede”, så det stod ud af begge porte, som i disse dage var åbne – også for dagslyset. Musene blev næsten hjemløse, men kattene havde kronede dage. I løbet af 1960´erne ændredes dette liv sig med mejetærskerens indtog.













Fotos:
øtv: Ladegavlen mod vest med port og rundt glughul, marts 2008
ntv: Karle kører hø, bla. Ove Jensen fra Bagenkop med høforken, ca. 1940
th: Tagkonstruktion i laden, oktober 2007

Nederst:
tv: Høloft over heste- og kostald, oktober 2007
th: Kornmagasinet, oktober 2007
“... vi havde en sort hest, som far ikke var ret glad for, så den skulle efter lang tid sælges - måske til slagtning, jeg ved det ikke. Men dagen efter, den var hentet, stod den ude på gårdspladsen, da far kom op om morgenen. Da var den løbet hjem fra Tryggelev om natten. Det berørte min far meget...”