kostalden
 
 
 
Kostalden  Nu trækker vi skydedørene i til roekammeret og kagekammeret. Der blev lidt for koldt derinde, men nu er vi i den lune kostald og hører en hyggelig gumlen fra køerne, der lige har fået roer. Det er snart malketid, det er sidst på eftermiddagen, og kattene er mødt op, for de ved, at der vanker en tår mælk om lidt. Det er spændende, om kattemor har ledet sine killinger herind. Hun har jo skjult dem længe, men nu skal de snart til at klare sig selv. Nu er malkekonen parat med sin spand og sin trebenede malkeskammel til at malke de ca. 10 køer fra en ende af, og snart høres mælkens strippen i spanden. Lyden forandrer sig, efterhånden som spanden fyldes. Det er ikke alle kreene, som det hedder på langelandsk, køerne, der er lige fredelige at komme til. Nogle vil gerne sparke, og nogen har så små patter, at de er lidt svære at malke. Når spanden er næsten fuld går konen op foran båsene til et vandkar, hvor transportspande står på køl, og hælder mælken gennem en sigte ned i en af spandene. Fra vandpumpen, der står her ved siden af, pumpes der vand i karret, - samt vand gennem et rør og et hul i muren ud i hestetruget. Når køerne skal have vand, er det også herfra, der ledes vand over fodergangen igennem en trætrug over i krybberne Det er irriterende, hvis pumpen skal spædes op, inden den giver vand, og sådan er det tit. Det var pigens arbejde at vaske sigten og disse transportspande, når de næste dag kom hjem med mælkekusken fra mejeriet. Det arbejde foregik i bryggerset. Vi havde en gang en pige, der sagde til mig, at det klædte mig så godt at vaske spande. Og selvoptaget og forfængelig, som en stor pige er, var jeg nem at lokke til den spandevask. Det var skrubarbejde, men det har jeg for øvrigt altid kunnet lide. Nå, men tilbage til kostalden. Jeg har mit blå, emalierede krus med, så jeg kan få en tår lunken, nymalket mælk. Jeg har også malket, men bare for at prøve det, og det faldt mig ikke svært. Min mor malkede også af og til, når malkekonen havde fri, men hun brød sig ikke om det. Jeg tror, hun var bange for køerne, og hun var ellers gammel kontrolassistent. Somme tider havde vi en pige, der var fæstet (aftalt i fæstemålet) til at malke. Min far malkede aldrig – det var sikkert under hans værdighed, og sådan havde det nok været i hans barndom og ungdom også. Tyren for enden af rækken af køer kommer vi ikke for nær, men ovre på modsatte side står en række kvier. For enden af denne korte række er der ligesom nede ved tyren en halvdør ud til møddingen, så det er let at komme af med grebningen. Men møgbøren står nu altid udenfor på møddingen. Før rækken af kvier er kalvebåsene placeret ind mod hestestalden – to rum har de. Kalvene er de eneste, man kan klappe, og det er næsten en selvfølge at gå hen til dem. Vender man deres bås ryggen, har de snart fat i ens jakke med deres lange, følsomme tunge. Det er en sand udfordring for sanserne at komme ind i kostalden. Syn, lugt, hørelse har vi brugt, mælken har vi smagt. Og følesansen? Ja, den udfordres af en ru kalvetunge, der slikker ens hånd. Jens Smærup Sørensen skrev i 1984 en sang om landmanden til skuespillet ”Herude på landet. ”. Den er med i Den nye Højskolesangbog. Omkvædet lyder sådan: ”Alligevel er det lærkens sang og kalvens bløde tunge og kornets fine skær og ræven med sin unge, der holder mig i live og får mig til at blive. ” Fotos: øtv: Staldvinduer til kostalden på østside, mats 2008 ntv: Loft over kostald, oktober 2007 th: Gudrun og Elsekoen, ca. 1930 Nederst: Karl og ko, ukendt(e)!
“ Det er en sand udfordring for sanserne at komme ind i kostalden. Syn, lugt, hørelse har vi brugt, mælken har vi smagt. Og følesansen? Ja, den udfordres af en ru kalvetunge, der slikker ens hånd.”