karlekammeret
 
 
 
Karlekammeret

Nu går vi en tur ind i karlekammeret, og det er ingen fornøjelse. Om det var det en gang, ved jeg ikke. Men det var Katrine, der var lidt betænkelig, da den sidste karl skulle bo der i 1954. Kunne man nu være det logi bekendt? Men der blev ingen ændring.

Jeg kan forestille mig, at man førhen syntes, det var godt nok, for i andre beskrivelser af karlekamre så lå disse jo tit op ad stalden og fik varme og lugt derfra. Sådan var det ikke her. Tit er det også beskrevet, at karlen og drengen måtte ligge i samme seng. Det skete heller ikke her. Der var en seng til hver. Men da Otto kom ud at tjene i 1910 måtte han dele seng med den anden karl, og det var han ked af, for hans mor, Jakobine, formaner ham i et brev, at det må han ikke lade sig mærke med over for den anden.

Vi - eller rettere tjenestepigen, og det var mig fra 1948-50, tre somre og to vintre - havde vor daglige gang i karlekammeret, for om formiddagen var vi nede og rede sengene og feje gulvet. Det var en speciel skarp lugt at komme ind i, men egentlig ikke ubehagelig. Hvad lugtede der da af? Mandfolk, vil jeg sige. 

Sengene var ingen pryd. I bunden var der halm som underlag, derover en hessianmadras, en hessian-skråpude ved hovedgærdet, en underdyne, en hovedpude og en overdyne. Sengene blev redt med et underlagen over underdynen og et overlagen til overdynen, foldet om foroven, akkurat som man ser det i Sydeuropa. Det var svært at holde styr på dette overlagen natten igennem, og oftest lå det helt sammenkrøllet bagefter. Det var de grove, hjemmevævede lagner, og dynerne var tunge og umage. Der var andefjer i som fyld. Der blev skiftet sengetøj en gang om måneden, og det var tiltrængt.

De rå gulvbrædder kunne også altid trænge til den ugentlige vask, de slugte en masse vand, og det var ikke den bedste gulvklud, vi brugte, men karlene satte som regel støvlerne eller træskoene ude i gangen. Møblementet var også meget spartansk. Der stod en stol for enden af væggen mellem de to senge og en eller to stole ved bordet under vinduet. Karlene havde gerne et brunt klædeskab med sig fra sted til sted, hvor de tjente. Et karlekammerskab. De kom jo senere i høj kurs, hvad ingen drømte om den gang.

Når de trængte, blev væggene kalket - hvide, og vist også loftet, en gang om året blev halmen i sengene skiftet. Det hjalp konen med til. Det kunne være en slem bunke at tage ud, og en gang fandt vi en muserede i den ene sengehalm. Men når der så kom ny halm i sengene, var det en svir at ligge på i begyndelsen - sagde de. Rughalmen var det bedste.

Der var ét vindue i rummet, ud til gårdspladsen, mod vest, så eftermiddags- og aftensolen kunne nå ind og lysne lidt. Ude i gangen havde karlene deres cykler stående, og de blev altid sat derind, en ved hver væg. Der var ingen opvarmningsmuligheder i karlekammeret, så det har været en kold fornøjelse om vinteren. Så var der kun to muligheder: at gå i seng for at holde varmen eller være inde hos familien, hvad karlene også tit var vinteraftener, for da skulle de jo også på skift passe hestene med regelmæssige fodringer. Der var heller ingen vaskemuligheder, så karlene vaskede sig inde i bryggerset. Et varmt bad var det muligt at få på mejeriet.

Det var en uskreven lov, at piger og karle ikke kom på hinandens kamre. Hvis dette blev overtrådt, var det i al hemmelighed. Ja, kamre blev de kaldt - ikke værelser,  - pigekammer, karlekammer -  og det forstås, - så spartanske, som de var. 

Og hvad var så samtaleemnerne i disse karlekamre? Piger – maden – sjofle historier – sladder, tror jeg. – Karlekammersnak. 

- I de sidste dage under krigen, maj 1945, var der tale om, at private også skulle huse tyske flygtninge, som var begyndt at strømme ind i landet. Det var mors plan, at hvis det blev hos os, skulle ”de” have karlekammeret, og karlene skulle så flytte op i gæsteværelset. Det blev aldrig aktuelt.


Fotos:
øtv: Forgang til karlekammeret, anvendt som købmandsbutik, september 2007
ntv: Dør og vindue ind til karlekammeret, marts 2008
th: Karlekammeret, marts 2008.
“...en gang om året blev halmen i sengene skiftet. Det hjalp konen med til. Det kunne være en slem bunke at tage ud, og en gang fandt vi en muserede i den ene sengehalm.”