Hestestalden
 
 
 
Hestestalden  Så går vi gennem en skydedør fra kostalden ind i hestestalden. Her er koldere og en anden lugt, og hestestalden er tom de fleste dage om året i dagtimerne, så lad os se, hvad her kan være at lege med. I enden af stalden neden for hesteboksene var der en følboks, skønt jeg mindes ikke, der nogen sinde var føl på gården. Følboksen, det, der siden blev rum til grise, var et aflukke, omgivet af en mur, ca. 1½ m høj og ca. 25 cm bred, og med jerntremmer foroven. Her kunne Ruth og jeg lege, ikke blot i den ubenyttede følboks, men vi gik sidelæns ovenpå muren, mens vi holdt fast i tremmerne og kiggede ind og sagde et eller andet til hinanden. Da fik Ruth den idé at stikke hovedet ind mellem tremmerne. Og så kunne hun ikke få det ud igen. Det lykkedes til sidst, uden at jeg måtte hente hjælp, men også Ruth husker det og siger, hun kan næsten mærke det endnu, for så ondt gjorde det. Hestestalden var et ret mørkt rum med kun to vinduer i hver ende og en søvnig lampe, når det var mørkt. Den venstre stalddør ud til gården stod derfor tit åben, i hvert fald halvdøren. Så kunne svalerne også let flyve ind og ud, og mange svalereder var klinet op under bjælkerne. Det var fint at se, når ungerne var så store, at deres hoveder med de gule næb stak op over redekanten. Men det var kun en kort tid, inden de var flyvefærdige. Fra stuehuset kunne vi iagttage denne livlige trafik af svaler, men det må være fra de mere åbne arealer, vi kunne sige, at ”det bliver regn, når svalerne flyver lavt ” Hestene havde hver sin boks, tre eller fire heste med hver sit navn. Brune, som var den skikkeligste, havde den første boks. Så den sorte, den røde og Lappi, som var købt af Karl Laps far. Fra en fristil i 1944 kan jeg se, vi havde tre heste, Brune, den brune og Tulle, men det skiftede jo af og til. Jeg husker, vi havde en sort hest, som far ikke var ret glad for, så den skulle efter lang tid sælges – måske til slagtning, jeg ved det ikke. Men dagen efter, den var hentet, stod den ude på gårdspladsen, da far kom op om morgenen. Da var den løbet hjem fra Tryggelev om natten. Det berørte min far meget, for bag sit ofte barske ydre var han en meget blød mand. Jeg kan endnu høre hestenes sindige hovslag, der gav genlyd i porten, når de til middag eller aften kom hjem efter markarbejdet. Så fik vi travlt derinde i køkkenet med maden, for alting var altid i sidste øjeblik. - ”Nu kommer de. ” - Når det var sommer, skulle hestene efter fyraften rides på noret og græsse for natten. Det var min største glæde at få lov at ride med. Så red jeg altid på den brune. Det var en stolt fornemmelse at sidde på en hesteryg. Det gav en lidt anden identitet end det pigede flinke- pigebillede, som jeg følte, andre så i mig. Selvfølgelig var det også sommeren, solen, freden, idyllen, vejen ned til noret og udsigten til Bagenkop, jeg nød, samt selskabet med den af karlene, jeg red sammen med. Andre tider på året, når hestene stod i stalden aften og nat, skulle de fodres om aftenen. Det var på skift karlenes arbejde at have ”hjemmeaften”. Hver halve time efter aftensmaden gik karlen ned og gav heste. De fik hakkelse, det vil sige halm, der i forvejen var skåret i mindre stykker på hakkelsesmaskinen, samt en skovlfuld grut, malet korn, som var i et stort trækar. - Jeg opfattede det, som om halmen var rugbrødet, og gruttet var sukkeret ovenpå. – Jeg var af og til med nede og fodre heste, og jeg fornemmer i hånden den kortskaftede skovl med grut, jeg kunne strø ud over hakkelsen i krybben. - Ellers var karlen inde ved os om aftenen, og det nød jeg godt af, for jeg havde jo ingen at lege med, og tit spillede vi så kort. Klokken ni skulle hestene ”fodres af”, sidste måltid den dag, og endelig havde karlen fri. Fra samme fristil 1944 kan jeg se, at vi har 12 køer, en tyr, seks kvier, to kalve. Stilen slutter forøvrigt med: ”Jeg glemmer aldrig mit kære barndomshjem og alle dets herligheder. ” Da var jeg 10 år. Fotos: øtv: Hestebokse, nu med brænde, oktober 2007 ntv: Karlene, Aage og Ejner og Gudrun på hesten kører sne ud af gårddpladsen, ca. 1929 th: Seletøj, oktober 2007 Nederst: Otto med 3-spand foran selvbinder i marken. Jacobine stående, nok tjenestepige og Gudrun siddende, omkring 1926
“... vi havde en sort hest, som far ikke var ret glad for, så den skulle efter lang tid sælges - måske til slagtning, jeg ved det ikke. Men dagen efter, den var hentet, stod den ude på gårdspladsen, da far kom op om morgenen. Da var den løbet hjem fra Tryggelev om natten. Det berørte min far meget...”