Grisehus og kyllingehus
 
 
 
Grisehus og kyllingehus

Grisehuset ses endnu på luftfotoet nedenfor som er fra starten af 1940erne, det blev revet ned omkring 1970, ligeså med kyllingehuset, der lå ved siden af op mod plantagen. Vi havde tit vores gang til grisehuset – ikke, fordi vi passede grisene, men vi gik derop til dem med æbleskrællen i det vandfad, vi gerne skrællede æbler i. Grise er jo altædende. Enden af grisehuset var, som før fortalt, hønsehus, men her var alligevel plads til tre griserum, og de få grise, vi havde, var altid grise til opfedning, enten til salg eller egen slagtning. En slagtegris til os selv skulle gerne op på 400 pund, altså 200 kg, så var den godt fed og gav megen flæsk. Vi havde ingen søer med pattegrise, men købte altid smågrisene ved grisehandleren. - -

”Vi har seks grise”, skrev jeg i en fristil i 1944, ”omtrent 100 kyllinger, godt en halv snes høns, 2 gamle ænder, 16 store og ni små ællinger”. - - 

















Taget var af strå, og det var jo her, jeg troede, heksen boede. Tagskægget har nok været tætnet med en gammel sæk og et gammelt klæde, for jeg kunne jo se hendes forklæde. - Ellers er det mest dramatiske, jeg kan fortælle om grisehuset, at engang, mens morbror Niels og tante Lis var på besøg, boede de i gæsteværelset, hvorfra man fra vinduet i gavlen kan overskue hønsegården. En nat så morbror Niels en mand forlade grisehuset med en sæk på ryggen. Der manglede, så vidt jeg ved, ingen smågrise dagen efter, men vi gættede, han havde været inde og forsyne sig med grut (malet korn, foder), der stod i en tønde inden for døren. Så han har nok selv haft en gris, men ikke haft råd til at købe foder. Der blev ikke noget ud af den sag. 

Det var almindeligt, at alle folk, også de, der boede i et hus, havde en gris at ”tøjle op” – fede op, så de kunne få sul i saltkarret og andet godt til jul. En grisesti var ligesom et lokum en fast bestanddel af det udhus, der hørte til ethvert hus. Det var også almindeligt, at f. eks. høstfolk i stedet for løn fik korn til en gris. Jo, naturalieøkonomien trivedes i bedste velgående.

Kyllingehuset var et sorttjæret træskur med et stort vindue mod syd og en dør mod nord. En dejlig duft af træ herinde, navnlig i solskin - ligesom i det sommerhus, vi havde i Lønne en gang.

Skuret var ikke ret stort, men i midten af det stod en stor trækasse med to gamle vinduer som låg, der kunne løftes og lukkes til side. Midt i denne trækasse var der et hul til en vandbeholder, der fungerede som varmedunk, og som skulle holdes varm, når vi fik små kyllinger. 

Dem hentede vi i Bagenkop på Søgårdsvej hos Ellen og Rasmus 
Bødker, der havde hønseri. Når vi kom derned, gik vi med Ellen ind, hvor de rugede kyllinger ud, og hun trak en skuffe ud i rugemaskinen, hvor de små, gule kyllinger pippede rundt, daggamle kyllinger sikkert. Så tog hun og talte op og fordelte dem i papæsker med små lufthuller i til at transportere dem hjem i. Vi skulle have 100, men fik gerne flere, for der var altid nogle skravl, som hun udleverede gratis, og det kunne så være mine, men de overlevede nu sjældent. 

Synet af disse små, hvidgule kyllinger, hvor man let kunne tage en op i hånden og mærke det bløde dun og det bankende hjerte, giver en helt særlig fornemmelse af noget blødt og levende og skrøbeligt. Sødt. Men nu fulgte en travl tid med at passe dem og sørge for varmt vand i varmedunken, frisk vand til at drikke i den særlige vandbeholder af ler og så fodre med havregryn i starten. Det var gerne i maj måned, og det var et problem, hvis nætterne blev kolde. Efter en sådan kold nat husker jeg min mors bedrøvelse, da 12 kyllinger var døde. Tit kom der en sløj kylling ind i køkkenet ved komfuret i en skotøjsæske med uldne klude for at blive varmet og livet op. Mon det lykkedes? - Når kyllingerne blev større, kom de ud af kassen, men boede stadig i skuret, hvorfra de kunne gå ud i solen af en lem til en indhegnet kyllingegård. Snart begyndte de at få fjer, og nu var de ikke søde mere. 

Nu kunne vi se, hvem der var haner og høner, og kokkekyllingernes skæbne var på forhånd beseglet. Det var slagtekyllinger, og kyllingesteg var en ofte anvendt spise, særlig om søndagen. Men der gik en tid endnu, for de skulle have ”konfirmationsalderen” for at være værd at spise, sagde Far altid.

Fotos:
øtv: Vestre længe, kastanietræet og til højre den lille lund, hvor grisehuset lå, oktober 2008.
ntv: Dør til grisebås i hestestalden, hvor grisene kom hen efter grisehuset blev revet ned, marts 2008.
th: Gris slagtes mellem nøddehaven og den østre længe. Slagteren kan være Knud Buch fra Bagenkop, manden med den hvide sommerhat Christian Bruhn, med stråhatten tv. Otto, samt en ukendt dreng. Bemærk, at grisen stikkes - siden gik man over til at skyde den, omkring 1948.

Nederst:
Luftfoto af Fogedgården. Bemærk grisehuset med det lille kyllingehus ved siden af på den vestlige side, før 1942.
“En nat så morbror Niels en mand forlade grisehuset med en sæk på ryggen...”