bilgaragen
 
 
 
Bilgaragen

Det er egentlig pudsigt, at Ottos to passioner rummæssigt var placeret side om side, bilen i garagen og æblerne i frugtrummet.

Han var et af de første almindelige mennesker på Langeland, der havde bil, når man undtager lensgreven på Tranekær og doktor Segel i Humble, sidstnævnte fik sin første bil allerede 1901, Otto fik sin i 1927, en kalechebil, der dog ret hurtigt blev udskiftet med en lukket bil. Jeg mindes kun en brun HGF – høj, gammel Ford, og nogle af mine tidligste erindringer er knyttet hertil: 

Vi er på vej hjem fra en tur til Rudkøbing, det er mørkt, og det regner, men jeg er opfyldt af forventningen om at komme hjem med min gave, en pakke 12 stk. Viking farveblyanter. Duften af disse og synet af æsken med de 12 ubrugte farver, omsluttet af papir i samme nuance opfyldte alt, hvad mit hjerte begærede. Hele min barndom igennem var en sådan æske en af de bedste gaver, jeg kunne få. Og hvis der så var en malebog med. Men det var ingen betingelse for glæden.

Vi er på vej til Rudkøbing. Jeg ligger bag i bilen, for jeg skal indlægges på sygehuset med mellemørebetændelse. Det eneste, jeg mindes fra dette forløb er at ligge ned på bagsædet i bilen og se træerne fare forbi ruderne - en anden synsvinkel. Hvor overraskende. Jeg var 3 år.

Fra en Jyllandstur husker jeg det bakkede terræn gennem Vejle by, hvor det samtidig blev et forfærdeligt regnvejr. - Jeg sad bag i bilen og vinkede på turen til alle de folk, vi passerede. Mor kaldte dem vandrefugle – et nyt ord! Og så var vi – nok på hjemturen – inde på et traktørsted ved Vejle, der hed Træballehus (brændt 1975). Det er haven med dens terrasser og blomster og idyl, jeg husker fornemmelsen af. Far var ellers ikke meget for at afvige fra den planlagte rute.

Det har taget en hel dag at køre til Katrines familie på Djursland, for Otto kørte kun 30 – 40 km i timen. Tidligt op om morgenen, smøre madpakke og fremme ved målet, når det mørknede. 

Under krigen (1940-45) blev alle biler opstaldet, kun erhvervskørsel var tilladt. I al den tid stod bilen i garagen som sædvanlig på to lange brædder for at være fri af cementgulvet, og der duftede så godt af benzin, når porten blev lukket op, og vi gik derind.

Det var en begivenhed, da der efter krigen måtte køres privatkørsel igen. Den gamle bil blev solgt, men kørte mange år derefter endnu på Langeland. Vi købte en ny, en lille grøn Standard, og det var en sådan oplevelse, at jeg begyndte i et kladdehæfte at skrive op dato, rute og sted for hver en biltur jeg var med på. Men det holdt jeg da til sidst op med. 

Siden handlede Otto og købte en grå Morris Minor og sidst en grøn Taunus. Det var mere for prestigens skyld end af nødvendighed. - Otto var alle dage meget øm over sin bil. Ingen andre måtte køre den, og han blev somme tider drillet med, at den ikke måtte komme ud i regnvejr. Så cyklede han hellere. Bilen var luksus og blev heller ikke brugt i dagligdagen. Når Otto vaskede bil, brugte han en speciel langskaftet børste og et vaskeskind, og disse remedier brugte ingen andre. Portene til garagen blev altid lukket, når bilen var ude. Så var det forsædepassagerens job at lukke dem op igen, når bilen kom hjem igen. Ligeså med porten til indkørslen.

Når der skulle benzin på, foregik det altid ved Tornhøj i Tryggelev. Reparationer ligeså. Otto og Katrine var trofaste kunder. De handlede altid de samme steder, hvad enten det var hos den lokale købmand eller i visse forretninger i Rudkøbing. Det medførte så også, at de altid blev modtaget som gamle bekendte og fik en udstrakt service, og det satte de pris på. Ja, jeg tror næsten, de syntes det var en gensidig ære kunde og sælger imellem.

Men bilen blev ikke brugt unødig. Én eneste gang har min far kørt mig til færgen, mens jeg gik på seminariet, skønt jeg i de fem år var hjemme hver 14.dag. Men da var vi også blevet uvenner aftenen før, fordi jeg da ikke måtte komme til bal i Boldklubben i Magleby forsamlingshus.
































Fotos:
ø.tv: Nok udflugt i kalechebilen (til venstre) til Djursland, 1927
n.tv: Tur til Lønne i grøn Standard, ca. 1950
th: Porten til bilgaragen, oktober 2007

Nederst:
ø: Bil på havn, måske kalechebilen (april 1926 - august 1928)
n: Foto af bil sendt hjem fra USA
“Otto var alle dage meget øm over sin bil. Ingen andre måtte køre den, og han blev somme tider drillet med, at den ikke måtte komme ud i regnvejr. Så cyklede han hellere.”