baggangen
 
 
 
Baggangen
Hvordan kan jeg beskrive baggangen historisk, humoristisk eller poetisk, når den er et af de mest prosaiske rum i det gamle stuehus? Og hvordan vil det kunne fylde en A4 side med de få kvadratmeter, den er på? Det har jeg grundet ret meget over.
 
I det tidlige forår, når lyset langsomt vendte tilbage, var det netop lyset, der fortalte, at lange, lyse dage var i vente. Udendørs leg også om aftenen. For ligesom at tage forskud på denne ny, men ikke glemte situation begyndte jeg efter spisetid om aftenen at spille bold op af den gulkalkede væg ude i baggangen. Der var kun det lys, der kom ind af de to vinduer i den gamle yderdør, så det har nok været efter forårsjævndøgn, jeg begyndte på denne beskæftigelse, og jeg var alene om den. Der var jo ikke højt til loftet i gangen, så jeg nøjedes med at spille med to bolde op ad væggen, selv om jeg var ret ferm til tre og kunne klare fire, til nød fem. Jeg havde arvet min søsters to, brune, massive gummibolde, der var lige store. Men der var bare det ved det, at musene havde gnavet ca. ¼ af den ene side på den ene af boldene, og når denne side ramte væggen, røg bolden helt ukontrollabelt til en af siderne i stedet for i retning af min fremstrakte hånd. Det var en irritationskilde uden lige. Men at få en ny bold var der aldrig tale om, så jeg spillede med disse år efter år.
 
Der var en stadig trafik gennem baggangen, karlene med deres støvler eller træsko, som de godt nok tog af og satte i hjørnet, når de skulle ind i køkkenet og spise, men til bryggerset, når de skulle vaskes eller vaske hænder, gik de lige igennem, så det var tiltrængt, at gulvet blev vasket hver dag. Så havde vi dørene åbne for gennemtræk, så gulvet hurtigt kunne tørre, og vi nød rigtig det flotte, rene terrazzogulv. Så længe, det varede.
 
På væggen ind til køkkenet var der foroven nogle store søm til karlenes kasketter - til højre for køkkendøren, og til venstre til vores overtøj. På det smalle stykke væg ud til bryggerset var der et søm halvvejs nede og et endnu længere nede, som jeg kunne nå at hænge mit overtøj på.
 
Her langs væggen stod også mine støvler og træsko, Fars fransktræsko, som skulle være lidt finere, hans træskostøvler og hans store gummistøvler. Jeg husker skrækken en påskedag, da vi (Vagn og jeg) havde været ude i haven og finde påskeæg, - altid ukogte, farvede hønseæg, og så ville vi lege ”pip” - gemmeleg med dem, da vi kom ind. Vi gemte et æg i den ene af Fars gummestøvler, og så gik det i stykker, så blomme og hvide flød ud. - Det lykkedes at få det tørret op uden nogen opdagede det. Tror jeg.
 
De fleste, der kom, gik ind ad bagdøren, - men folk, der ikke var særlig kendt, gik op til fordøren, og der var også nogen, vi helst så gå den vej ind. Køkkenvejen var ligesom for intim.
 
Når vi havde indbudt mange gæster, gik de også gerne til fordøren, men nogen mente, de kunne da gå ind, som de plejede, af bagdøren. Så låste vi den gerne for at tvinge folk den anden vej ind, for i køkkenet var der gerne travlt med forberedelser, for alting skulle gerne være i sidste øjeblik. Men så galt som ovre ved Rasmus Elnegårds var det da ikke. Der var de ved at skrælle æblerne til æblekagen, når gæsterne kom.
 
Trappen op til bagdøren blev vasket om lørdagen. Så var de våde trappesten så flotte, det tredje trin af en anden farve og lidt lysere end de grå. Jerngelænderet brugte næste alle, når de skulle op eller ned ad trappen. Ruth har sagt, hun mindes den trappe som så høj, så høj, men det var set med barnets øjne, og i det perspektiv var det også en høj trappe og nødvendigt altid at bruge gelænderet.
 
Der var ingen lampe i gangen og heller ikke udenfor ved trappen, og mørkt var det en vinteraften, både for os, og hvis der kom et par fremmede, som gik den vej ind. Men det var almindeligt at færdes med en lommelygte, så ingen savnede det, de ikke var vant til. Så lukkede vi bare køkkendøren op, så de kunne se at komme af med overtøjet.
 
Hvis der lå halmstrå på gulvet, betød det, at der kom uventede gæster. Det var godt nok gammel overtro, men vi kunne som regel få det til at passe.
 
Fotos:
øtv: Bagtrappe og bagdør, september 2007
ntv: Ingrid  og karlene Kurt fra Sommerlyst v. Rudkøbing og Ove Jensen, Bagenkop, ca. 1940
th: Bagtrappen og bagdør ind til baggangen, omkring 1920 (?)
 
“Jeg husker skrækken en påskedag, da vi (Vagn og jeg) havde været ude i haven og finde påskeæg, - altid ukogte, farvede hønseæg, og så ville vi lege ”pip” - gemmeleg med dem, da vi kom ind. Vi gemte et æg i den ene af Fars gummestøvler, og så gik det i stykker...”