kagerum, roekammer, høloft
 
 
 
Kagerum, roekammer og høloft

Da det nøj høws, som far altid kaldte det, altså stald og lade blev bygget i 1927, var der et par mindre rum i den gamle længe mod øst, der stadig havde forbindelse til kostalden. Det ene var det rum nærmest gårdspladsen, og som vi kaldte kagekammeret. Navnet kom af, at her lå foderkagerne (kraftfoder) i en dynge til køerne. Herinde fra gik der også en trappe op til høloftet.

Gik vi op ad den, var der åbent loft til den ene side ud over den gamle længe. Man kunne her se, der engang havde været et skillerum midtvejs, Hvorfor ved jeg ikke, for ud på dette skrøbelige loft kom vi aldrig. Kun når østlængen blev tækket, blev dette loftrum afdækket.

Men når vi kom op ad trappen, var der en afsats til venstre op til på det store høloft, loftet over det nye hus. Dette regnedes endnu i min barndom for et nyt loft og var sikkert at færdes på. Alt efter årstiden var her mere eller mindre fyldt med halm, som kunne væltes ned i kostalden via en temmelig stor lem i loftet, som næsten altid var åben. Så der var altså noget, man skulle passe på. Det var også en lem i gavlen mod øst til at få høet ind af, men det var ikke en ret stor artikel i bedriften.

Det var også et godt sted at lege, dette høloft, som altså mest brugtes til halm. Det var også her, vi satte risengrøden op til nissen hver juleaftensdag efter middag. Og grøden var altid væk, når vi kom efter tallerkenen igen. Selvfølgelig havde nissen så været der. 

Men en gang, da jeg var oppe med grøden, kom der pludselig en skikkelse farende ud af halmdyngerne, råbende og grinende. Jeg blev lidt betænkelig, men genkendte snart en af karlene, der havde taget et rødt tørklæde på hovedet og ville agere nisse. Det var lidt ærgerligt, for da var jeg aldersmæssigt lige på grænsen mellem fantasiens og virkelighedens verden.

For det meste var mit ærinde på loftet her at lede efter kattekillinger. Det var et mål at få dem gjort tamme, og kunne jeg få fat i dem, inden de fik øjne, var det en lettere sag. Jeg husker en dag, jeg var oppe på loftet og havde leget med en grå- og hvidbroget killing. Den var blevet kælen, som vi sagde, og havde en vis størrelse. Da jeg igen forlod den og ville ned, fulgte den efter mig, og pludselig gik det op for mig, at den skulle passere lemmen på sin vej efter mig, og lemmen stod åben. Da jeg så det, var det for sent at afværge, og det frygtelige skete. Den røg ned på cementgulvet i kostalden. Jeg glemmer det aldrig, dette lille livløse dyr som en anklage mod mig, da jeg i hast kom ned ad trappen og så den ligge der. Om den var død eller livløs af faldet, husker jeg ikke, men katastrofen husker jeg, og det har naget mig lige siden.

Det andet og større rum ved siden af kagekammeret var roekammeret, et mørkt, koldt rum uden vinduer, men med to luger til at læsse roer ind gennem, når der blev kørt roer ind. De blev hentet i roekulen ude bag ved laden, og med mellemrum blev roekammeret fyldt op, slet ikke helt op, for her skulle også være plads til stikker, et langelandsk udtryk for pindebrænde. Her kunne vi så ”hente stikker ind” til at fyre op i komfuret med. Dem hentede vi i ”stikforklædet”, som slet ikke havde noget med et forklæde at gøre, men var et stort, kvadratisk stykke sækkelærred, som fyldt med stikker kunne samles med to og to hjørner diagonalt. Denne byrde var det kækt at slå op over skulderen og bære, som en vandringsmand bærer sin bylt på nakken, syntes jeg. Dette var pigearbejde og et dagligt arbejde. Her var også plads til tørv, der ligeledes skulle hentes ind hver dag, men det brugt vi en kulspand til.

Herinde i roekammeret lige inden for døren hang også malketøjet på et par søm på væggen. Når vi i perioder havde malkekone, skiftede hun også tøj her før og efter malkningen morgen og aften. Så lugten af ko kom aldrig ind i stuehuset hos os med malketøjet, som det gjorde visse andre steder.

Fotos:
øtv: Dør ind til kostalden og vidue til højre ind til kagerummet, marts 2008
ntv: Dør ind til roekammer, september 2007
th: Lemme ind til roekammeret på østside, september 2007
“Da jeg igen forlod kattekillingen og ville ned, fulgte den efter mig, og pludselig gik det op for mig, at den skulle passere lemmen på sin vej efter mig, og lemmen stod åben. Da jeg så det, var det for sent at afværge, og det frygtelige skete. Den røg ned på cementgulvet i kostalden.”