”Her har jeg stået i tusinde år”, digter Jeppe Åkjær om den jyske lyng. Jeg kan ikke helt sige det samme om mig selv, men jeg kan godt sige hundrede i stedet for tusinde. Altid på den samme plads, altid tilbagetrukket og alligevel med i alt, hvad der foregik Man havde jo god brug for mig, næsten hver dag blev jeg brugt, for jeg kunne rumme så meget. Skal jeg remse noget af det op?

 

Mest specielt var nok medicinen, og det var jo mest de gode, gamle husråd, f.eks. stod her en lille æske vidundersalve, der hed ”Frederik Smeds salve”. Den kunne kun købes på apoteket i Rudkøbing, og det kan den sikkert ikke mere. Men den salve var god til alting.

 

Så var her en lille flaske kamferdråber. De lugtede stærkt, når proppen kom af, og så hældte de et par dråber på et stykke hugget sukker og skyllede det ned med et glas vand. Det kunne hjælpe for mavepine.

 

Så smagte det bedre med hostesaft, som de tog en barneskefuld af, når de var forkølede.

Noget andet flydende blev brugt til at dryppe øjne med, og det blev først hældt op i et øjenglas, som vist nok står her et andet sted. Og endelig var der noget slemt, ildelugtende, fedtet, stads, som man også skulle have en skefuld af, men oven i købet hver dag for at hjælpe på sundheden. Det hed Vitaminol og skulle være lettere at få ned end levertran.

 

Lidt mere muntre ting har jeg da også mødt, så som bolsjer og chokolade og vin. Men fra gammel tid var det søndagskopperne og et par duge, jeg kendte bedst. Så var der også nogen glas, men ikke ret mange, for det var der ikke plads til.

 

Hvis man kigger nærmere efter, kan man godt se, at jeg ikke hører til de fornemme. Jeg er enkel, grov og primitiv og har mistet et par knapper.