Engang var jeg ret statelig, selv om jeg ikke hører til de største, men jeg var da præsentabel i flere årtier. Det kan man ikke sige om mig mere, men jeg kunne nu godt fikses op igen, for mine vitale dele er intakte. Nu må vi se, om nogen gider det engang.

 

Der er vist ingen her på stedet, der er fotograferet så tit som mig. Og det er jeg stolt af. Det skyldes nok, at jeg har levet mine snart 90 år på livets solside, og det er jo vigtigt med lys og sol, når der skal fotograferes. Eller det var det da engang.

 

Det var vist ikke lige mig, der skulle fotograferes, men de stillede sig altid op foran mig, så jeg var egentlig en slags ”grå eminence”, altid til stede, men altid i baggrunden, ja, somme tider næsten usynlig på et billede.

 

For det meste var der en årsag til, at der skulle tages et billede. Det kunne være en familiebegivenhed, et hold gæster langvejs fra eller naboens på besøg i en given anledning. Det kunne også være husets beboere rent spontant, og så skulle både kattene og hunden med på billedet, men næsten alle billeder er taget i solskin.

 

Egentlig har jeg haft et farverigt liv og et liv fyldt med dufte. Men en gang blev jeg helt væk, og ingen kunne se mig. Det er ikke så mange årtier siden, og det var enkold fornøjelse.

 

Helt ubemærket har jeg ikke levet mit liv, men de sjoveste minder, jeg har, har noget med påskeæg at gøre.