Nu skal jeg fortælle en historie, og det er ganske vist.

 

Mit navn er Valborg Tofte, men det er der ikke mange, der ved, ikke her i huset, og når nogen læser dette, er jeg for længst død og borte, for min historie begynder i 1800-tallet. Jeg er sønderjyde, og det er derfor, jeg engang blev berømt, altså mig og min søster. Vi boede i Flensborg, hvor min far var lærer, men siden flyttede vi til Aagård, og det er en helt anden historie, men den har jeg fortalt i mine erindringer.

 

Der skete jo det sørgelige, at i1864 var der krig mellem Danmark og Tyskland. Tyskland sejrede, og Danmark tabte Sønderjylland, så nu skulle vi pludselig under det, de kaldte fremmed herredømme. Og det var vi lige indtil 1920, da Sønderjylland kom hjem til Danmark. I de år blev mange mennesker så nationale, og der blev dannet sønderjyske foreninger rundt om i Danmark for at støtte de danske, der nu boede syd for Kongeåen. Også her i huset var de medlemmer af en sønderjysk forening. Der blev flaget i Danmark som aldrig før, men vi måtte jo ikke flage med Dannebrog.

 

Så var der en forlægger i København, der i 1879 fik idéen til et billede om Sønderjylland, og der skulle bl.a. to unge piger med. Der blev sagt om min søster og mig, at vi var de smukkeste piger, man kunne se, og vi blev spurgt af en fotograf i Flensborg, om vi ville være med, og vi sagde endelig ja. Der blev lavet et stort billede af os, min søster Helga, der kun var 17 år, var klædt i en nationaldragt fra øen Før, og jeg var klædt i en nationaldragt fra Rømø. Dette billede blev meget berømt både nord og syd for grænsen. Og motivet blev brugt på kopper og tallerkener. Kejserinde Dagmar fik et billede af os i legemsstørrelse.

 

Senere udgaver blev der også lavet tegninger til som baggrund og et par linier af en sang med noder kom der med, et digt af Drachmann, fra engang han var på rejse i Sønderjylland 1877. Billedet fik et navn, og det blev meget udbredt i de danske hjem, både det første med kun os to, og de senere med tegningerne. Det blev tit solgt indrammet i en brun træramme.

 

Vi havde den sorg i familien, at min søster døde af tuberkulose et par år efter, billedet blev taget. Da min mor også var død kort før, flyttede min far over til mig i Skårup på Fyn. Jeg var da blevet gift med min fætter, der var musiklærer på seminariet. Min far boede hos os, til han døde. Han var kendt for sit lange, hvide skæg og for, at han sagde, han ikke ville studse det, før Sønderjylland kom hjem igen til Danmark. Det oplevede han så ikke, for han døde 1917, og Genforeningen var 1920.