soveværelset
 
 
 
Soveværelset
Min drøm om en stue i dette lyse, solfyldte rum skulle en gang gå i opfyldelse, men ikke i barndommen, selv om jeg tit foreslog det forgæves den gang. Men min mor var glad for det rum som soveværelse. Hun kunne fortælle, at i generationen før sad mændene somme tider herinde og spillede kort ved et bord ved vinduet. Det undrede mig, at soveværelset også kunne være opholdsrum. Men jeg oplevede det samme en gang på ferie hos min morbror og tante i Grenå, hvor vi sad ved et lille spisebord og spiste i soveværelset.
 
Lyst var her, også med det nye, lyse bræddegulv med de mange, lysegrå løbere, Mor havde syet og broderet på af gulvkludestof. Møblementet var yderst traditionelt og sikkert fabrikeret af snedkeren i Søndenbro: To senge, altid sat sammen som dobbeltseng, servante, toiletmøbel, to natborde med skab og en skuffe, to stive stole, et tøjstativ, Fars skab fra ungdommen og i mange år min barneudtræks-seng. Sådan troede jeg, et soveværelse skulle se ud. Når og hvis jeg trængte til lidt forandring i den regelrette hverdag, fandt jeg på at lægge hovedpuden ned i fodenden af min seng og sove sådan bagvendt en tid. Så blev verden ny og anderledes.
 
Her, når jeg var i seng, lærte min mor mig også aftenbønnen ”Nu lukker sig mit øje” og Fadervor.
 
Fra dette sted husker jeg også den morgen, jeg fyldte fem år. Min fødselsdagsgave sad i fodenden af sengen. Det var en stor kludedukke, klædt på som en skotte. En lignende dukke havde været gevinst på en basar, som husholdningsforeningen havde arrangeret og selv fabrikeret præmierne. Jeg havde altså set en sådan dukke før, men at jeg selv skulle få en, var så stor en overraskelse, at jeg udbrød: ”Nej, jeg troede, de vå en møws." ” Denne absurde reaktion har alligevel skurret så meget i mine egne ører, at jeg siden har husket den. Mac var dukkens navn fra en bladopskrift, og Mac kom den til at hedde hos mig. Mange år lå han ved min side om natten, men han fik ellers en kone, som Mor kaldte Magine, en kludedukke, knapt så stor, som hun syede over en rigtig dukkekrop. Skottedragten blev siden udskiftet, ligesom ansigts”huden” af gamle strømper. Nu sidder Mac og Magine inde i sofaen på Anders´s værelse.
 
En anden erindring fra soveværelset kan jeg datere korrekt, nemlig d. 9. april 1940. Det er tidlig morgen, Far står i sin natskjorte ved vinduet og iagttager flyvemaskinerne, der tre og tre i lang tid kommer fra syd ind over haven. Lyden, stemningen varsler noget katastrofalt, men jeg forstår det ikke og husker intet fra dagen og dagene derpå andet end, at nu skulle der mørklægges.  
 
Rullegardinerne i dagligstuen og soveværelset blev malet sorte, og i køkkenet fik vi skodder, der blev sat op for vinduerne, inden lyset blev tændt. Det var et stykke masonit, sat ind i en træramme, og de kunne sættes fast med en vrile i vinduesrammen. De var lette at håndtere, men man skulle jo sikre sig, at ingen lysstriber trængte ud.
 
Brudstykker fra erindringens dyb kan stedfæstes til bl.a. soveværelset. Således havde nogen bildt mig ind, at hvis man ønskede sig en lillebror, kunne man få ønsket opfyldt, hvis man lagde et stykke hugget sukker i vindueskarmen. Det gjorde jeg så mange gange i soveværelset, men forgæves.  
 
Toiletmøblet havde et stort spejl, slebet i kanten, og her kunne man let se sig selv i hel figur. Det har jeg nok benyttet flittigt og mere og mere, som årene gik!!  Men en gang skulle jeg ud og synge fastelavn og var i den anledning klædt ud. Jeg have fået min pyjamas på og en maske og skulle så spejle mig, men da jeg så mig selv i det store spejl, var det jo ikke mig selv, jeg så, og jeg blev så bange, at jeg begyndte at græde. Hvad der videre skete, husker jeg ikke, men der blev vist ikke noget af den fastelavnssang. Senere gentog det med spejlet sig ofte på den måde, at jeg slog mit hår frem for ansigtet og kiggede ud af en lille skilning. Oh, et saligt gys, når jeg sagde ”Bøh” til mig selv og legede, jeg var en heks. Jeg kunne blive helt bange for mit eget spejlbillede. Eller var det måske slet ikke mig?
 
 
Fotos:
øtv: Den gamle blå kiste står idag i det der førhen var soveværelse, september 2006
ntv: De to vinduer foran ved stenhøjen ind mod stuen, som førhen var soveværelse, september 2006
th: Små portrætter af Ingrid, 1935
 
En anden erindring fra soveværelset kan jeg datere korrekt, nemlig d. 9. april 1940. Det er tidlig morgen, Far står i sin natskjorte ved vinduet og iagttager flyve-maskinerne, der tre og tre i lang tid kommer fra syd ind over haven. Lyden, stemningen varsler noget katastrofalt...”