Godt nok er jeg gammel, men mit udseende forandrer sig nu ikke ret meget. Jeg ved bare ikke, hvor gammel jeg er, men stuehuset er fra 1770. Det står der da i ejendomsskemaet, og jeg tror næsten, jeg er lige så gammel.

 

Så jeg har hørt og set meget i min tid og er trådt på af mange fødder, så jeg kender al slags fodtøj, men nok mest træsko og gummistøvler, og de var tit ret beskidte, når de kom til mig, og det blev jeg så også. Men hver lørdag blev jeg vasket og skrubbet, så hjalp det. Men det gør jeg ikke mere. Det er i hvert fald sjældent.

 

Den største begivenhed, jeg mindes, er for mere end 100 år siden. Nærmere i november 1872. Jeg glemmer det ikke, for mange, mange år efter blev folk ved at snakke om det, og de, der havde oplevet det, fortalte det videre. Det begyndte med storm og regn, dag efter dag, men til sidst blev stormen så voldsom, at folkene kaldte det en orkan, og d. 12. og 13. november begyndte havet at stige så voldsomt, at de bagefter kaldte det en stormflod. Folkene her var også bange, og når de gik ud på vejen, kunne de se, der var oversvømmelse på de lave marker. Nede på MÅEN lå fattighuset jo, og der var helt oversvømmet, men de fortalte, at sognefogeden Gotfred Henriksen sejlede i en båd derned og reddede beboerne.

 

Nede i huset på Måen boede Hans Christian Albert ( Minnas far ). Han var kun en dreng den gang, og han glemte aldrig, da vandet kom væltende ovre fra Røjle og Magleby, og han råbte til sin mor: ”Mor, mor, nu kommer det store vand.”

 

Det var dæmningen, havet var brudt igennem, ude ved noret. Heldigvis lå gården højt nok til, at vandet kun nåede foden af mig. Men det mærkeligste var, at nabokonen kom her hen med en gryde hvidkålssuppe, hun lige havde lavet, men nu turde hun ikke være hjemme mere. Og der var ellers ingen omgang de to naboer imellem. Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest, siger et gammelt ord.