de små rum ved slippen
 
 
 
De små rum ved slippen
En slubbe er en smal passage mellem to huse. Men vi sagde nu altid slippen. Slippen mellem stuehus og den vestre længe blev lukket af med en sorttjæret sliplåge, som vi altid skulle huske at lukke, for her var indgang til hønsegården.
 
Her i hjørnet ud til gården tv for frugtrummet var et langt, mørkt rum, anderummet, hvor ællingerne, senere ænderne var for natten. Det var altid en høne, der rugede andeæggene ud, en liggegal høne, taget ud fra en rede i hønsehuset. Andeæggene havde vi selv fra de to ænder og en andrik, der overlevede efterårets slagtninger. Store, lysegrønne andeæg samlet ind og gemt, til der var nok. Liggehønsene lå på æg i det lille rum i slippen ved siden af WC`et - nogle gale madammer, når vi lindede døren for at give dem korn og vand. Men en kærlig og omsorgsfuld hønemor var hun, når ællingerne var udruget.
 
Under lindetræet udførte hun sit job, tøjret med bindegarn om den ene fod til en mursten, så hun ikke rendte sin vej med de små. Hendes særlige klukken, når hun kaldte ællingerne til sig enten for at æde eller for at advare mod hund og kat, var en hyggelig lyd på gårdspladsen. Undertiden samlede hun ællingerne under sine vinger og skubbede sig godt til rette, så der altid blev plads til alle, indtil de en skønne dag blev hende for store og fandt vej hen til dammen. Så var hønens job fuldført, og den blev en almindelig høne igen.
 
Ofte skulle vi gennem sliplågen, for her i slippen lå WC`et, et gammeldags lokum, en trækasse at sidde på med hul til enden, låg til hullet og en spand under. Det kunne være en kold fornøjelse en vinterdag at gå herop, men på den lune årstid kunne man godt få en stund til at gå her med at sidde og læse i den forhåndenværende lekture, for toiletpapiret var altid gamle aviser, blade eller måske en gammel telefonbog. Avispapiret var bedst, for det var det blødeste, når det blev krøllet sammen.    
 
I mørke var det heller ikke sjovt. Så havde vi en lommelygte med og havde tit først tændt gårdlampen over fordøren. Men bedst var det med selskab. ”Vil du med på WC ?” -  Børn skulle gerne have følgeskab, når de skulle på WC de forskellige steder, de besøgte.
 
Jeg har tit tænkt på, om det er et levn fra denne skik, når flere kvinder samtidig går ud på toilettet ved en fest eller anden sammenkomst.
 
Nogle steder havde de et WC med to huller. Så kunne to jo sidde og sludre imens, men det var mest, hvor der var store familier. Omme hos Minna var der det specielle, at der brugte de brunt papir til toiletpapir, det var papir fra papirssække og temmelig hårdt og uhåndterligt, men Hans Christian sagde, at al den tryksværte på aviser var ikke godt. !!
 
Det var Katrine, der tømte WC spanden, når den var fuld. Så gik hun med den ud på grisemøddingen. Hun var ikke bange for at få beskidte fingre, som man sagde. Der var Otto meget mere sart. Rummet blev selvfølgelig renholdt hver uge, skuret og skrubbet og cementgulvet vasket.
 
Den mandlige del af beboerne brugte aldrig WC`et. De må have besørget i det fri eller i grebningen nede bag køerne. - Men det var jo ikke mit problem og aldrig noget, jeg tænkte over.
 
Så var der det lille rum til ved siden af, et sted, hvor liggehønsene rugede ællinger ud, og der var altid flere i gang i løbet af forsommeren, for vi endte gerne med at have ca. 50 ænder. Den øvrige tid på året var det brændselsrum til det ”finere” brændsel som briketter og koks og under krigen formbrændsel. Det hentede vi ind i en kulspand, en særlig formet spand, ligesom en spand, der ligger skråt ned, har en fod under og et håndtag foroven. Den til daglig var en kedelig grå en, men når der skulle fyres i havestuen, brugte vi den fine, - en sort, kantet kulspand med låg for hullet og med fine blomsterdekorationer på låget. Der hørte også en kortskaftet kulskovl til sådan en spand.
 
Når vi bar brænde ind, var det som regel i forklædet eller så meget, man kunne stable op på den ene arm eller have i favnen. - Stikkerne i stikforklædet, men det har jeg fortalt om.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Fotos:
øtv: Dør til anderummet ved siden af frugtrummet, oktober 2007
ntv: Slippen, oktober 2007
th: Jacobine og ænder i gårdspladsen, omkring 1925
 
Nederst:
ø: Ænder pilles ved bagtrappen. Gudrun, Katrine, en pige, en kone der hjælper, Jacobine, 1926.
n: Katrine og hest i gårdspladsen - med sliplågen i baggrunden (bemærk vinduernes antal mellem fordør og slippen. Fordøren er et fag længere til venstre end nu), ca. 1920
 
“...et gammeldags lokum, en trækasse at sidde på med hul til enden, låg til hullet og en spand under. Det kunne være en kold fornøjelse en vinter-dag at gå herop, men på den lune årstid kunne man godt få en stund til at gå her med at sidde og læse i den forhåndenværende lekture, for toiletpapiret var altid gamle aviser, blade eller måske en gammel telefonbog. Avispapiret var bedst, for det var det blødeste...”