I gamle dage havde de på gårdene det, de kaldte en storstue. Sådan en var der også her i den vestlige ende af stuehuset, og der har jeg stået sammen med et par af min familie og en himmelseng. Der stod vi, indtil storstuen blev delt i to, hvor den ene del blev gæsteværelse og den anden del spisestue. Hvad det skulle til for, ved jeg ikke, for nu kunne der da ikke være så mange gæster mere som i den gamle storstue, hvor de holdt de store gilder.

 

Vi blev spredt over hele huset, og jeg endte på loftet næsten som i en skammekrog, og det var jeg da alt for fin til. Der var jeg i mange, mange år og havde det koldt, selv om jeg boede ved siden af skorstenen. Den var jeg ikke særlig gode venner med, og det kan man godt se, for der er mærker af sod på mig flere steder. Den var nu også så stor på det, for de var jo tre af slagsen her, og det var et statussymbol, når der var tre skorstene på en gård.

 

Jeg var da ellers til megen nytte, syntes jeg. Jeg var stor og kunne rumme meget., bl.a. en kavaj, men det er der nok ingen, der ved, hvad er. Det er en kørekappe, man kunne have over sig, når man kørte med hestevogn i den kolde tid. Men den kavaj blev givet væk, da der var indsamling til Finland engang, de var i krig med Rusland. Vinterkrigen kaldte de den, så de har nok haft brug for varmt tøj. Det var i 1939-40.

 

Nå, men jeg stod på loftet og kedede mig i mange, mange år. Men en dag var der nogen, der slæbte mig ned i stuen, og her står jeg godt. De syntes, jeg ville pynte i stuen, og det synes jeg også selv. Jeg kunne godt fikses lidt op, men skidt med det.

 

Jeg ville bare gerne vide, hvem der har haft mig fra begyndelsen, for jeg har glemt det, selv om min fødselsattest er bevaret.