Vi var firlinger fra begyndelsen, men to af os overlevede ikke modgangen, selv om vi alle nåede at blive store, så nu er vi kun to tilbage.

 

Vi to er nået at blive gamle, og vi kan leve længe endnu, tror vi da. Hvis vi får lov. Vi er lige så store som vores nabo, og vi kappes lidt om, hvem af os der er mest præsentabel.

Folk lægger mærke til os, og det er vi stolte af. Men de er ikke altid lige glade ved os, navnlig ikke om eftermiddagen.

 

Da vi fik vores liv her på gården, var det moderne med sådan nogen som os. De kunne forme os, som de ville og bruge os om sommeren. De kaldte det et lysthus, men de havde nu sjældent tid til at nyde os. Der var mere arbejde end fritid i gamle dage. Og så skulle de altid spare. Ikke engang et ordentligt bord ville de bruge penge på. Det er heller ikke sikkert, de havde ret mange penge. Så de lavede et bord af et gammelt vognhjul, som de brugte til skelet og så med cement i – og et dræningsrør som bordben.

 

Der er nogen, der bruger os til mange sære ting, men det morer de sig meget med Det er så en anden slags lysthus, kan man sige. De slår søm i os og slæber alt muligt sammen her, men de er velkomne. For så har vi da den oplevelse.

 

Da vi mistede vore to søskende, var det i et frygteligt uvejr, men det er nu nok 80 år siden, en sommerdag, hvor det regnede og stormede i flere dage efter en tør og varm periode. De havde i lang tid længtes efter regn, men nu blev det bare for meget og ødelagde mange ting. Vi var glade for, at vi slap med skrækken, og nu gør vi vort bedste for at se godt ud.