køkkenet
 
 
 
Køkkenet
Intet rum i huset kan som køkkenet fortælle om alt, hvad der foregik - før og siden, vinter og vår, morgen og aften, hellig og søgn, arbejde og fest - for store og små, for mand og kone, karle og piger. Og så man ud af køkkenvinduerne, kunne man endda også følge med i, hvad der foregik uden for, - hvem der nu kom, og hvordan vejret var.
 
Jeg husker en stille sommeraften i skumringen, hvor det begyndende mørke herinde fordunkler krogene i køkkenet, der ligger mod nord ind til den lukkede gårdsplads. Ude er det endnu lyst, men ikke herinde, og vi tænder ikke lys endnu – måske slet ikke. Der er søndagsstemning, og en søndag har det sikkert været, for den dag har vi været til noget særligt, og jeg har været med. Vi har været til et eller andet på ”Fredsbjerg” i Bagenkop, og der har været holdt taler og er blevet sunget sange, og jeg mindes, der var mange mennesker på den åbne plads neden for banken. Denne eftermiddagsoplevelse fylder så meget, at der sidder et ekko endnu om aftenen, og så var det - denne aften, at min mor lærte mig ”Jeg elsker de grønne lunde ”. Jeg er hurtig til at lære nye sange, både tekst og melodi, og siden vil denne sang altid minde mig om den sommeraften og om min mor, hvor vi to alene står i køkkenet, og hun tålmodigt gentager vers for vers.
 
Det har sikkert været et alsangsstævne, der her blev holdt, - alsang som i løbet af sommeren 1940 blev en folkelig, landsdækkende demonstration mod besættelsesmagten og styrkelse af nationalfølelsen. Jeg var da 6 år.
 
Hvordan kan det nu være, at man i køkkenet og på køkkenet kan mærke, om det er søndag eller ej? Hvilken tid på døgnet og hvilken tid på året det er? Eller om der er noget usædvanligt? Jeg mindes også køkkenet Gudruns konfirmationsdag. Hun er med Far og Mor i kirke, men jeg er hjemme og står i det rene, lune køkken og venter sammen med en voksen på, at der skal komme nogen med telegrammer og så beværtes med småkager. En helt egen køkkenstemning. Jeg er 3½ år.
  
Varmen i køkkenet kom fra det sorte Morsø-jernkomfur, der året rundt også blev brugt til bagning og madlavning. Med en sammenkrøllet avis under stikkerne var der hurtigt ild på komfuret, ellers kunne en sjat sprit sætte fut i det. Der var således altid varmt vand i vandgryden, en beholder th. i komfuret, og det var der tit brug for. Vi tog det op med en øse, men så skulle man huske at fylde vand i vandgryden igen, en spand vand fra vandpumpen. En række terrazzofliser skilte komfuret fra bræddegulvet, der var mørkt efter årenes mange lag fernis. – Når det var nordenvind og stærk blæst, skete det, at vinden slog ned i skorstenen efter at have passeret den høje lade, og så stod røgen i puf ud af komfuret. Røg i køkkenet. Vinduet op.
  
Mellem komfur og bryggersdør stod brændekassen, den luneste siddeplads i køkkenet. Ellers var der jo bord og to bænke som nu og to stole, og alle havde deres faste pladser, jeg mellem karl og pige på den lange bænk under vinduet.  I krogen mellem stuen og bryggersdøren stod et gammelt, simpelt ur, som lignede en bornholmer, men slet ikke var det. Det gik næsten aldrig, for pendulerne skulle trækkes op hver dag, og det fik ingen gjort. Jeg prøvede engang at lave en aftale med Mor om, at jeg trak det op hver dag for 10 øre om ugen, men det ville hun ikke, heller ikke selv om jeg gik ned til 5 og senere 2 øre. Så det var småt med lommepenge i den familie.
  
Ved siden af klokken stod min lille stol, en barnestol, der passede til det lille bord, der stod under vinduet og mest blev brugt som taburet, men jeg mindes at have siddet og tegnet ved det.
  
På måtten ved døren ind til stuen lå Buster altid og sov, - vi var jo vant til at skræve over ham, men det var fremmede ikke, og dette sammen med et trins højdeforskel mellem stue og køkken overraskede tit nogen. Af de utallige gange snublen husker jeg dog kun en gang en kone, der faldt – ud i køkkenet, - og hun tog det med højt humør.
  
Køkkenet kunne helt forandre væsen, når bordet blev drejet 1 kvart omgang, så der blev plads til den rammevæv, min mor forlystede sig ved nogle vintre. Et ”nyt” rum og en ny, god fornemmelse ved denne lille forandring. Mere skulle der ikke til for at bringe oplevelse ind i hverdagen.
 
 
Fotos:
øtv: Det gamle køkkenbord og bænkene står der endnu, september 2006
ntv: Ingrid omkring 3 år, ca. 1936
th: Kokkepigerne med Katrine og Ottos sølvbryllup 17. maj 1947. Vi var 30 til morgenkaffe, 90 til frokost, 100 til middag, 105 til smørrebrød  to dage efter, så der skulle ekstra hjælp til. Forrest fra v.: ?, Stine, Irma, Ella Rene, Ruth Basse, Nenne, (der hed Sgrid Lindstrøm, sent gift med V. A.) Viggo Adam, Rita Gråjæger. Bagerst fra v.: ?, Ella Jørgensen, vores pige Sofie.
 
“Jeg prøvede engang at lave en aftale med mor om, at jeg trak det op hver dag for 10 øre om ugen, men det ville hun ikke, heller ikke selv om jeg gik ned til 5 og senere 2 øre. Så det var småt med lommepenge i den familie...”