Tænk, at jeg er kommet med i en julekalender. Jeg troede ikke, jeg kunne bruges mere. Jeg ved heller ikke, hvor mange år jeg blev brugt, nu er jeg bare en slags pynt.

 

Når der kommer fremmede her og ser mig, spørger de altid, hvad ”det” er. Så må nogen jo fortælle det. Før jeg gik på pension, var jeg nu kun i arbejde om vinteren – eller i de måneder, hvor der er et R, og så var det endda kun om tirsdagen, jeg blev rørt. Nogen gav mig vand med en teske og noget hårdt, der kradsede, og det skulle jeg så fordøje. Under mig stod en underkop til at samle alt det op, jeg kom af med. Det lugtede stærkt, men de spiste det alligevel.

 

Jeg ved ikke, hvor gammel jeg er, eller hvor mange der er af min slags, men jeg ved, jeg afløste en kanonkugle, som de kørte rundt i et lerfad. Sådan var det mange steder. Den kanonkugle herfra kom til Rifbjerg. Det har nok været kugler fra svenskekrigenes tid. De huserede jo slemt herovre på øen.

 

Da jeg holdt op, malede nogen mig gul. Det var en sær idé, det havde jeg aldrig været før, men nu var det jo moderne. De kaldte det almuegul. Men det medførte da, at ormene ikke gnaver så meget i mig mere, så jeg kan måske holde længe endnu.