Når folk kigger på mig, kommer nogen af dem altid til at tænke på en bestemt og meget kendt sang af Jeppe Åkjær og med melodi af Carl Nielsen, og nogen tror, at jeg har samme navn, men det har jeg slet ikke.

 

Jeg er kun en efterligning. For her på gården har de aldrig haft råd til de dyre ting, men det var der jo mange, der ikke havde. Alligevel har de været glade for mig, da jeg blev anskaffet, og jeg har haft en fin plads i stuen. De har nok ikke vidst, at den, der fik idéen til mig, hed H.A.Brændekilde og var fynbo.

 

I mange år var jeg henvist til det sted, de kalder Kvisten, men det gjorde ikke så meget, for der var hver dag nogen, der kiggede på mig og satte pris på mig, men det skiftede lidt med årene.

 

Først var det den gamle kone, der ville have mig med derop, da værelset blev lavet til hende som aftægtsbolig, da der kom en ny kone på gården i 1922. Siden boede der unge piger der oppe, men altid en af gangen. Der kunne godt være koldt der på kvisten om vinteren, for selv om der var en kakkelovn, blev der ikke fyret i den ret tit.

 

Så blev der pludselig plads til mig nede i stuen igen, og nu synes jeg næsten, jeg har en hædersplads og kan følge med i, hvad der sker, men der sker jo ikke så meget mere.

 

Jeg ved godt, at jeg er lidt kedelig og grå at se på. Det, der var meningen med mig, er nok at fortælle om det, de kaldte klasseforskel, rig og fattig. Det var der mere af den gang, for jeg er fra 1893.