”Høj og stolt”, ja, sådan begynder et gammelt digt af Kålund, men hvis jeg fortsætter det, gætter du bare for hurtigt, hvem jeg er. Men flot er jeg, kan jeg sige om mig selv, for det siger alle andre også. Alle, der kommer her på gården, lægger mærke til mig, og jeg er også værd at se på, når jeg selv skal sige det.

 

Jeg kunne også fortælle meget, både om mennesker og dyr, men det vil jeg nu lade andre om og i stedet nævne noget uden for denne lille verden. Jeg kan nemlig huske, da Keldsnor fyr blev bygget og taget i brug 1905. Og jeg kan huske, det afløste et kulfyr på Fakkebjerg. Dette var bygget 1806, men det var nu før min tid. Jeg har nydt, når fyret aften og nat sendte sit lys ind over land, og jeg kunne lide sirenen i tåget vejr. Ja, jeg husker også en ildebrand i Bagenkop 1913. Da brændte møllen på bakken, hvor siden Bagenkop kirke blev bygget i 1920, men det er der nok ikke mange, der ved, og ingen husker det mere.

 

Der er tit nogen, der spørger om, hvor gammel jeg er, men det er der ingen, der ved, ikke engang jeg selv, men der har været billeder i avisen af nogen, der ligner mig, og der fortælles, at de er fra 1880`erne, så det er jeg nok også. Så kan jeg jo regne ud, at det er en oldefar eller tipoldefar, der har anbragt mig. For manden på gården må det jo have været. Han havde mest at skulle have sagt.

 

Det er et spørgsmål, hvem der ældst, Søndenbro mølle eller mig? Den er fra 1868, så vi er nok omtrent lige gamle. Og den står da endnu. Nu fungerer den som sommerhus, men det gør gården her jo også. En gang sagde man ”Femten møller, femten bøller, femten kirkesogne” om Langeland. Det med møllerne passer slet ikke mere. Det med bøllerne var de stednavne, der ender på –bølle, og det passer.

 

Jeg skifter farve flere gange i årets løb. Om foråret lyser jeg som silke, men så bliver jeg mørkere og mørkere. Det er ikke kun de voksne, der er glade for mig. Det er børnene også. Men hvad de laver, må du selv spørge dem om.