17. december
Jeg er ikke en hun og ikke en han,
men et det, som man siger på Langeland.
Længe har jeg boet på denne gård,
Så gammel er jeg, du nok forstår.
Min alder er der nok ingen, der kender,
Men her har jeg altid været blandt venner,
Agtet og æret var altid mit navn,
Til pynt har jeg været, men også til gavn.
Konen i huset kendte mig bedst,
Hun var en hyppig og kærkommen gæst,
Kom her med breve og sytøj hver dag
Støved mig ofte og nænsomt af,
Gemte sin pung og sin taske hos mig,
Lukked min klap, når hun gik sin vej.
De perlemorsknapper så stolt jeg bar,
Fortalte om noget, jeg slet ikke var,
For bag facaden var jeg kun lidt,
Formen var vigtig, men indholdet skidt,
Og nu er jeg gammel, og ormen mig gnaver,
Jeg falder til sidst nok helt i staver,
Imens jeg drømmer om bedre tider,
for skulle det hænde, at nogen gider
ofre lidt tid og en god slat penge,
så kunne jeg holde endnu længe,
men hvorfor i grunden al det besvær,
jeg er nok ikke så meget værd.
Hvem er jeg?
