Klæder skaber folk, siger et gammelt ord. Og den klædning, jeg har på, skjuler i hvert fald, hvor simpel og uskøn jeg er. Men jeg kan da bruges endnu, og ingen ting her på stedet er vist brugt så meget som mig. Jeg har så mange historier, så jeg ved næsten ikke, hvor meget jeg skal fortælle. Men én ting kan jeg da sige, at solen har aldrig skinnet på mig.

 

Hvornår jeg kom ind i dette rum, ved jeg ikke, men det er rigtig mange år siden, og jeg har aldrig været andre steder. Alle, der har boet her på stedet kender mig og har brugt mig til et eller andet, men det har jeg aldrig taget skade af. Jeg har også tit moret mig, for der kunne være både sjov og hygge omkring mig.

 

Jeg vil fortælle en ting, som nok ingen i dag kan forstå. Men når der i gamle dage skulle vaskes op, så sparede man både på det varme vand og på viskestykker og karklud. Så efter aftensmaden tog man en side af en avis, krøllede den sammen og tørrede knive og gafler godt og grundigt af i den. Så kunne man bagefter smide den avis på komfurilden. Det skete dog kun efter aftensmaden, men det gjorde man så sent som i 1930´erne, og tænk, der var både familien og karle og piger, der havde spist med, men manden i gården havde altid sin egen gaffel.

 

Det, der godt kunne gøre lidt ondt på mig, det var, når jeg skulle bruges som strygebræt. Så blev jeg helt varm og fugtig.

 

De moderne maskiner, man bruger i dag, har jeg aldrig mødt. Den eneste, jeg kender, er en symaskine, og den var ikke elektrisk, men med håndsving.