14. december
Der er så mange, der bliver på samme sted hele livet igennem. Det gør jeg sådan set også, men jeg har bare den egenskab, at jeg på samme tid er udadvendt og indadvendt.
Jeg har blik for, hvad der sker ude i min lille verden, og jeg kan vende blikket indad og se, hvad der bor bag mit ydre.
Med årene er jeg godt nok blevet noget medtaget, og det kniber med hygiejnen, men hvis jeg en sjælden gang bliver taget under kærlig behandling, hjælper det da igen en tid.
Jeg har en vigtig funktion her på stedet, men det er jeg ikke ene om. Det har hele min familie også, og vi er mange, men de andre kommer mig ikke rigtig ved. Vi ser aldrig hinanden. Jeg lever for mig selv.
Jeg er den, der først ser og hører, når der er forandringer i verden udenfor. Det sker tit, at det også medfører forandringer her inde bag mit ydre. Jeg kan blive helt opfyldt af forventningen om dejlig mad og drikke, men det er altså ikke noget, der kommer mig til gode. Jeg kigger bare på.
Jeg tror, at nogen få af min familie er lige så gammel som huset, altså et par hundrede år. Så gammel er jeg ikke, og så gammel ser jeg da heller ikke ud.
Nogle gange har jeg været i den flotteste dragt, sådan nogle som os kan have, hvid dragt med blomster i alle mulige faconer, men det var nu lidt for koldt at have på.
Jeg kunne fortælle mange historier både udefra og indefra, men det bliver nok en anden gang.
Hvem er jeg?
