En gang for længe, længe siden vendte nogen op og ned på mit liv, og siden har jeg har levet med hovedet nedad, men det er der vist ingen, der tænker på i dag. Dem, der ser mig, synes, jeg er helt, som jeg skal være.

 

Og det kunne da godt se sådan ud, for jeg fik sat ben på mit hoved, så jeg kan godt stå alene, og jeg ser da godt ud, hvis jeg selv skal sige det. Det var ellers meningen, jeg skulle have hængt på nogle søm på en væg. Men i virkeligheden har jeg stået på hovedet lige siden. Der er dog et spor, der afslører min oprindelige bestemmelse, og det er døren ind til mig. Den lukker op til venstre, men hvis man vender op og ned på mig, vil den lukke op til højre, og sådan skulle det have været.

 

Jeg har mange familiemedlemmer rundt om på museerne og også nogle i private hjem. Jeg har hørt, de er malet i fine farver, men det har jeg nu aldrig været, og det ønsker jeg heller ikke.

 

Her i huset har jeg et navn, men det forstår jeg ikke, eller også har jeg glemt, hvorfor jeg fik navnet, for jeg er da aldrig blevet brugt som sådan. Egentlig er jeg ikke til megen nytte, men jeg er til megen pynt.

 

Ja, jeg er helt godt tilfreds med mig selv, selv om jeg står på hovedet, men det har jeg nu vænnet mig til.