Gad vide, hvor længe jeg får lov at blive stående her, for jeg er jo ikke særlig præsentabel. Jeg er noget nær en museumsgenstand, men jeg har da været brugt flittigt, ja, måske så længe gården har eksisteret.

 

Men der var engang, da en gård også havde mange forskellige husdyr, og i hvert fald heste. Det har en gård jo ikke, siden traktoren kom til landet. Jo, de første år, men så var det slut med dem og med mit job. Hestene var mine venner, der var 4 af dem. Om morgenen og især om aftenen, når de kom trætte hjem fra markarbejdet, søgte de hen til mig. Så kunne de slukke tørsten og en stund hvile sig lidt her ved mig. Om sommeren red nogen dem bagefter ned på noret for natten, men ellers kom de jo inden døre. Så morgen og aften, og til middagspausen blev jeg opsøgt og benyttet.

 

Ind imellem var det en fredelig tid. Børnene brugte mig somme tider til balancegang, men ellers så jeg bare til, hvad der foregik her omkring, og der skete altid noget, som var værd at kigge på.

 

Jeg har været ude i al slags vejr, men det er nu ikke det, der har slidt mig op. Jeg er ikke så nem at knække. Men der er noget, der hedder tidens tand, og den kan heller ikke jeg modstå.

 

Da jeg ikke skulle bruges til mit oprindelige formål mere, syntes manden, der skulle pyntes lidt på mig, og han plantede blomster i mig, men det fik han ikke rigtig passet, så det blev ikke den store succes. Det var også underligt at stå der og være en helt anden end mig selv.