11. december
 
 
 
Jeg er nok en af de yngste i denne julekalender og kan slet ikke snakke med om gamle dage. Men jeg er da håndlavet som så mange andre ting her og udfylder da også en plads og giver plads til en del ragelse, som de fleste nok synes, det er. Men hver en del har jo sin historie.
 
Her er f. eks en lille svane, som altid blev brugt i en juledekoration på et stykke af et spejl, der var gået i stykker, men nu skulle forestille en sø.
 
Så er her et bæger af træ, og inde i er der lopper, som de brugte til loppespil. Så skulle de vippe en loppe op i bægeret ved hjælp af en anden loppe, og det skulle helst være på et blødt underlag, men der var også altid et uldent, mørkeblåt bordtæppe på det gamle, ovale spisebord i dagligstuen. Ja, der skulle ikke meget til at more folk førhen.
 
Det er selvfølgelig de forskellige småting, der fortæller mig det, for selv har jeg ikke oplevet noget af det. Nogle af tingene er også mærket af tidens tand med små skår hist og her, men ingen har nænnet at smide dem ud.
 
Der er også rester af et lille dukkekaffestel, og det siges at være mere end 60 år gammelt.
Og der er nogle små glas, som er likørglas, og som hørte til et likørstel, og karaflen står vist i et vindue et sted. Der var en dekoration af kirsebær på, men den er blegnet i tidens løb. Det var i 1947 en sølvbryllupsgave fra naboens børn.
 
Der er også et lille måleglas til at måle centiliter, når de lavede æblemost, så skulle der et eller andet i mosten for at gøre drikken klar. Hvad det var, husker glasset ikke, men det kunne kun købes i Rudkøbing hos materialisten.
 
Nogle figurer af rokokoherrer har været fødselsdagsgaver, og ligeså figurerne af fiskerne, der samtidig er peber- og saltbøsser.
 
Ham, der lavede mig, var en god ven af familien. Han havde denne hobby, så jeg har mange søskende, men vi er kun to her Langeland, nemlig i Rifbjerg og så mig, men i Jylland er der en del.
 
 
 
 
 
 
 
Hvem er jeg?