Der er en særlig duft her omkring, en ram og stærk og god duft – mest om efteråret. Men det er der ikke mange, der bemærker, for her er ikke megen færdsel mere.

 

En gang, ja, en gang var det anderledes. Fogedgade var en grusvej, og langt tilbage lå her flere huse og gårde, bl.a. ”Rosenlund”. Men så blev det moderne at flytte gårdene ud af landsbyen, og Rosenlund blev flyttet over, hvor den er nu. Den lå før på den anden side af branddammen på sin egen mark..

 

På Fogedgårdens matrikelkort står der 5A med flere, og det er nok, fordi der har ligget flere huse, som så ikke har eksisteret i meget lang tid. Det kan man på kortet se har været på den anden side Palle Kromanns hus.

 

Men alting er så længe siden, og dog husker jeg, da der blev gravet ud til Langelandsbanen, som kom i gang 1911. Det gav mere liv på stedet, for der kom tog fra Rudkøbing kl. 7 og kl.11 om formiddagen og kl. 13.30 og kl. 17 om eftermiddagen og igen kl. 21. 30 om aftenen. Det kørte til Bagenkop, og lidt efter kom det tilbage og kørte til Rudkøbing igen. Det kørte ikke ret hurtigt, og dem inde på Fogedgården kunne godt komme for sent, hvis toget holdt ude på Søndenbro st., når de kom ud af porten, men så kunne de nå et cykle til Røjle og komme med fra trinbrættet der. Der var jo også en holdeplads, og den næste var Magleby, men så kunne jeg ikke se længere. Banen blev nedlagt i 1962, og det så jeg også, at der var en masse arbejde med, og banedæmningen kan nu slet ikke ses på marken.

 

Ja, vi kunne se til Magleby, til kirken og skolen, som ligger så fint i landskabet, og fra skolens vinduer kunne de lige se os. Mellem Røjle og Magleby er der en mindesten over en lærer Harboe, som arbejdede meget for inddæmningen af noret. Jeg husker, at der var en hel folkevandring derom, da den sten skulle afsløres. Folk kom med madkurve, så det blev en hel folkefest, men der var jo heller ikke så mange adspredelser den gang.

 

Jeg tror bestemt, at det er os, der en gang har reddet Fogedgården i et tordenvejr. Vi er jo det højeste her omkring, og lyn søger det højeste. Det var et frygteligt tordenvejr en sommeraften, og de var ikke hjemme derinde på gården, men da slog et lyn ned og flækkede en af os. Selv om det var slemt, var det da værre, hvis lynet havde slået ned i stråtaget.

 

En gang meget senere gik der ild i en af os, fordi naboen brændte halm af på sin mark. Det blev heldigvis ingen katastrofe, men gik da ud over os.

 

Nu vinker vi farvel for denne gang, selv om vi kunne fortælle meget mere.