Nu er jeg gammel, jeg ved ikke, hvor mange år jeg er her endnu, men min tid er nok snart forbi. I vinter måtte min tvillingbror give op. Vejr og vind og ælde blev for meget for den gamle krop.

 

Jeg har levet mit liv på livets skyggeside, kan man sige. Kun morgensolen har en sjælden gang nået mig, skønt jeg er ude i al slags vejr. Jeg er heller ikke til megen nytte mere, måske lidt til pynt, men der var engang, hvor vi kunne bruges begge to, selv om det mest var mig, der blev brugt. Jeg var altid lukket førhen, og det sparede mit helbred, så jeg bedre kunne modstå blæst og regn. Jeg var ikke så nem at tumle med, når jeg skulle drejes, og det skulle jeg jo af og til, når et køretøj af en eller anden slags skulle ud eller ind ad gården.

 

Sjældent har vi været sammen, vi to, næsten enæggede tvillinger. Det skete gerne ved bestemte lejligheder, når der skulle stænges. Det kunne være i perioder, hvor der gik mange landevejsfarende på egnen, ”bisser” kaldte de dem, og folkene derinde på gården ville have deres middagssøvn i fred. Det kunne også være i slagtetiden, når de havde slagtet gris, og den var hængt op på en stige og skulle hænge der til næste dag. Det var jo gerne i den kolde tid, og så hang den inde bag os, og vi var lukket for uvedkommende. Det gav en helt anden stemning derinde, når vi var lukket begge to.  Et aflukke fra verden udenfor, Hyggelig og tryg og fremmed var denne fornemmelse. Også som om alle lyde var lukket ude.

 

En sjælden gang er vi blevet frisket op. Så stod vi sorte og skinnende bagefter. En stolt fornemmelse. Jeg ved godt, de gamle sagde førhen om folk, der var vigtige og store på det, at den eller den var født bag sådan en som mig. Det betød jo nok, at de var selvbevidste, og med den standsforskel, der var her før i tiden, betød det ikke så lidt, hvor man var født.

 

Jeg har da også oplevet adskillige kærlighedseventyr, når en karl fulgte en pige hjem i de mørke eller lyse nætter efter et bal. Så kunne de jo stå i læ af mig og hygge sig lidt. Men det er længe siden.