Hønsegård og Hønsehus
 
 
 
Hønsegård og hønsehus
Jeg havde en fjende, og ham var jeg bange for. Han ville mig kun ondt. Han var altid efter mig, når jeg kom ind på det, han anså som sit domæne, og det var jeg jo nødt til en gang imellem. Jeg lurede på, om jeg kunne slippe, uden at han opdagede mig. Men det var ikke så tit.
Så fik jeg den tanke, at jeg kunne jo gå til angreb, overfalde ham, når han kom efter mig, men så måtte jeg jo medbringe noget skyts. Og det gjorde jeg så. Jeg bevæbnede mig med tre store Cox po Monaæbler. Dem ville jeg kaste i hovedet på ham. Hvad der derefter ville ske, forudså jeg slet ikke.    
 
Frisk og frejdig kom jeg en dag gående fra frugtplantagen gennem hønsegården med tre store æbler i favnen - og så - ganske rigtig - der kom den store, flotte kok, - parat til at angribe mig, baske mig og hakke efter mig. Igen. Og jeg smed de tre store æbler, et efter et, efter ham og ramte, men det gjorde kun hans raseri værre, og nu var skytset opbrugt - og mit mod ligeså. Så jeg fik den sædvanlige omgang. Hvad der siden hændte, ved jeg ikke, men han er nok endt i suppegryden.
 
Når jeg siden har læst Knud Erik Petersens indledende kapitel til ”Puslingeland”, hvor Esben prøver at få fat i et flot, blåt glasskår inde bag hønsetråden og forsigtig prøver at undgå, at kokken får øje på ham, - ja, - så er det, som om det er mig, han skriver om.
 
Men det endeligt i suppegryden var nu også de fleste af hønsenes skæbne. Efterhånden som Katrine opdagede, at en høne ikke lagde æg mere, blev den udtaget til middagsmad. Som regel fik de en levetid på 3 år, så var der udskiftning med de kyllinger, vi hvert år lagde til.
 
Det hed sig, at der var en høne, der var min, men hvilken en fandt jeg vist aldrig ud af. Det havde det ene formål, at jeg måtte gå ud til fru Hansen på stationen med æg, som hun bestilte og købte, og de var så fra ”min” høne, og pengene var mine. Jeg havde æggene i en spånkurv, og det gav 3 kr., - en sjælden måde at få en lommeskilling på, og de blev sparet sammen til bl.a. gaver til Far og Mor til jul og fødselsdag. Vi leverede også æg via købmanden, og indtægten her blev modregnet købmandsregningen en gang om måneden fra købmandsbogen, hvor alle indkøb ”blev skrevet”.
 
Det skete, det gav et lille overskud, og mor indførte så den regel, at hun selv fik de gule mønter (kronestykkerne), Gudrun fik de grå (10-ørene, 25-ørene), og jeg fik de brune (1 og 2 og 5-ørene).
 
Det var et arbejde at passe høns, men det med småkræet overtog Katrine egentlig efter sin svigermor, Jakobine. I et gammelt brev til Jakobine spørges der nemlig efter, hvordan det går med småkræet.
 
Hønsehuset var i to dele, den ene del i hjørnet af gårdens vestre længe, hvor siden Anne og Birgitte lavede købmandsforretning. Her var sat pinde op, som hønsene kunne flyve op på om natten. De gik ud og ind af en luge, men den skulle der lukkes for om aftenen, og glemte vi det, kom Mikkel Ræv ganske sikkert på besøg om natten. Så skulle der selvfølgelig lukkes op igen om morgenen, gives vand og korn, hvilket gentog sig om aftenen. Men når det var tiden at lukke for hønsene igen, skete det tit, at nogen af dem var fløjet op og havde sat sig til hvile for natten i valdnøddetræet midt i hønsegården. - De forraspede høns! Så måtte vi jage dem ned med river og stokke og tit have tilkaldt hjælp, for var det i mørkningen, var hønsene forvirrede.
 
Den anden del af hønsehuset var overfor med en slippe imellem – i enden af det grisehus, der blev revet ned o. 1970. Her var sat redekasser ind i to små rum, og her gik hønsene ind og lagde æg. Det var en særlig fornøjelse at hente æg, men det vekslede lidt med årstiden, hvor mange vi fik. Mor havde tit lagt et porcelænsæg, et snydeæg, i reden for at fremme æglægningen. Om det hjalp, ved jeg ikke. Det var også her, man kunne få en forskrækkelse, når en liggegal høne ikke ville gå af reden. Somme tider blev der lagt et vindæg, det var et æg uden skal med bare en tynd hinde om. Det betød, at hønsene manglede kalk, og snart blev der hentet et læs strandskaller og smidt i hønsegården. Vi kasserede heller aldrig æggekallerne fra husholdningen, men smed dem op i hønsegården sammen med andet affald. Genbrug.
 
Til forårskalkningen blev der hentet læsket kalk fra en kalkkule med jernlåg over oven for valnøddetræet.
 
Fotos:
øtv: Kastanietræet i den gamle hønsegård, september 2007
ntv: Hjørnet af gårdens vestre længe hvor der var hønsehus, september 2007
th: Gudrun, Jacobine og høns i gårdspladsen, omkring 1925
 
“Jeg havde en fjende, og ham var jeg bange for....Så fik jeg den tanke, at jeg kunne jo gå til angreb, overfalde ham, når han kom efter mig, men så måtte jeg jo medbringe noget skyts. Og det gjorde jeg så. Jeg bevæbnede mig med tre store Cox po Monaæbler. Dem ville jeg kaste i hovedet på ham. Hvad der derefter ville ske, forudså jeg slet ikke.”